Gå til indhold

Paddleboarding – en uforglemmelig dag på vandet

Lørdag den 24. august mødtes netværket Midt imellem på Amager Strand for at deltage i et spændende paddleboarding-arrangement, hvor man står på et stort board, kaldet et paddleboard, og bruger en pagaj til at navigere på vandet.

Deltagerne viste stort mod, da de kastede sig ud i aktiviteten, der virkelig udfordrede deres balanceevne. Trods de fysiske udfordringer lykkedes det flere at komme op at stå på boardet, og dagen blev en succes fyldt med glæde og højt humør.

Dette arrangement markerede samtidig afslutningen på Midt imellem som et selvstændigt netværk for medlemmer i alderen 30-50 år, der har eksisteret siden 2015. Netværkets formål har været at tilbyde spændende og aktive arrangementer, hvor deltagerne kunne udfordre sig selv, samtidig med at de kunne fokusere på brugen af haptiske signaler til synsbeskrivelse. Familie og venner har ofte været med, så de kunne øve sig i haptiske signaler, mens der var sjove aktiviteter på programmet.

I løbet af de ni år, netværket har eksisteret, er det blevet til et væld af spændende arrangementer, som blandt andet tæller bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro, indendørs faldskærmsudspring i vindtunnel, en sejltur på et vikingeskib og et besøg på Carlsberg Museum, hvor deltagerne fik mulighed for at se bryggerhestene på tæt hold.

” Vores arrangementer for Midt imellem har ofte givet nogle spændende og anderledes udfordringer, som døvblinde ikke normalt ville give sig i kast med. Samtidig har netværket givet mulighed for at møde andre alderssvarende at spejle sig i. Denne gruppe har ofte travlt med familie og arbejde, og er ikke nødvendigvis så opmærksomme på de øvrige aktiviteter i foreningen” fortæller Sarah Juul Buckspan, Projektmedarbejder i DøvBlinde-Teamet.

Selvom Midt imellem som netværk afsluttes, vil medlemmerne i aldersgruppen 30-50 år naturligvis fortsat have mulighed for at deltage i andre spændende arrangementer i DøvBlinde Danmark.

Læs mere om…

Kvinde aflæser label med lup

Hvad er døvblindhed?

Definitionen på døvblindhed er en kombineret nedsættelse af syn og hørelse i en sådan grad, at det er vanskeligt for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden. 

Årsberetningen 2023

Årsberetningen er klar!

Så er Årsberetningen klar! Læs om årets begivenheder og bliv klogere på formandens visioner for fremtiden. Beretningen fås i flere forskellige versioner og kan downloades her

Døvblinde vandrer sammen med ledsagere i skoven

Arrangementer

DøvBlinde Danmark holder masser af kurser, temadage og udflugter, så du kan altid finde noget, der passer dig. Vi tager hensyn til lyd- og lysforhold og værner om det stærke fællesskab