Gå til indhold

DNTM ansætter ny specialkonsulent med stor viden om døvblindetolkning

Det er netop blevet offentliggjort, at Charlotte Dohm er blevet ansat som ny specialkonsulent hos Den Nationale TolkeMyndighed. Charlotte har et indgående kendskab til døvblindetolkning, og det skaber glæde hos DøvBlinde Danmarks formand, Jackie: "Vi er glade for, at DNTM har valgt en konsulent, der også har stor viden inden for døvblindetolkning. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med DNTM om at udvikle området". 

Gengivet efter en artikel på DRs hjemmeside skrevet af Mette Bertelsen, freelance-journalist

Læs hele artiklen på DRs hjemmeside her

DNTM har ansvaret for at bevilge tolkning til døve og døvblinde til aktiviteter i fritiden. Det kan fx være til lægebesøg, gudstjenester, samtaler med bank og advokat eller i forbindelse med foreningsarbejde.

DNTM arbejder også med lovgivning og rådgiver kommuner og andre sektorer om tolkning. Her får Charlotte Dohm en vigtig rolle. Charlotte skal også vejlede tolkebrugere og tolkefirmaer og udarbejde rammeaftaler og udbud. Hun vil også lave den årlige tolkeberetning og deltage i Tolkerådet, der har ansvar for at udvikle tolkeområdet.

Charlotte Dohm har arbejdet som tegnsprogs- og døvblindetolk i over 30 år. Hun har superviseret tolke og gennemført oplæg på faglige temadage, blandt andet hos DøvBlinde Danmark, samt afholdt større kurser indenfor faget.

Charlotte ønsker at udvikle tolkeområdet og sikre høj kvalitet for alle borgere, fortæller hun til TegnNyt:

– Jeg har søgt stillingen, fordi jeg mener, at jeg kan gøre en forskel. Jeg har stor erfaring som tolk. Både i praksis men også i forhold til at have forskningsbaseret viden om tolkning. Jeg vil gerne bruge min viden og erfaring til at udvikle tolkeområdet, hvor høj kvalitet for alle borgere, uanset bopæl, skal prioriteres. Jeg vil gerne være med til at bygge bro mellem borgere der benytter tolkning og DNTM, så alle får en bedre forståelse af hinanden.

Vigtig samarbejdspartner

Repræsentanter fra brugerorganisationerne er enige om, at Charlotte Dohms erfaring vil styrke DNTM's arbejde.

Landsforperson Anne Vikkelsø fra Danske Døves Landsforbund udtaler:

– Vi er sikre på, at Charlotte Dohms mangeårige erfaring fra feltet og med udbudsrunder vil styrke DNTM’s arbejde med at udvikle det sociale tolkeområde til gavn for både døve og døvblinde tolkebrugere. DDL har længe efterlyst døve- og tolkefaglig viden og ekspertise hos DNTM, og det får vi nu med Charlottes ansættelse. Vi ser derfor frem til at samarbejde med hende.

Formand Jackie Lehmann Hansen fra DøvBlinde Danmark synes også det er en god nyhed:

– Hos DøvBlinde Danmark er vi særligt glade for at DNTM har valgt en konsulent, der også har stor viden inden for døvblindetolkning som en særlig disciplin. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med DNTM om at udvikle området. Især fordi vi står med store udfordringer. Både med at få tolke generelt til konkrete opgaver og med at få uddannet nye kvalificerede døvblindetolke.

Portræt af Charlotte Dohm, smilende, med kort hår

Om Charlotte Dohm 

Charlotte Dohm er vokset op med døve forældre, og har både tegnsprog og dansk som modersmål. Hun er uddannet tegnsprogstolk, og i 2015 blev hun master i tegnsprogstolkning via programmet EUMASLI.  Charlotte udgav i 2020 en rapport om tolkning set fra døvblindes perspektiv. Rapporten kan downloades her på siden:

Tolkning - om døvblindes perspektiv

Charlotte Dohm starter hos DNTM i midten af august 2024.

 

Læs mere om…

Kvinde aflæser label med lup

Hvad er døvblindhed?

Definitionen på døvblindhed er en kombineret nedsættelse af syn og hørelse i en sådan grad, at det er vanskeligt for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden. 

Årsberetningen 2023

Årsberetningen er klar!

Så er Årsberetningen klar! Læs om årets begivenheder og bliv klogere på formandens visioner for fremtiden. Beretningen fås i flere forskellige versioner og kan downloades her

Døvblinde vandrer sammen med ledsagere i skoven

Arrangementer

DøvBlinde Danmark holder masser af kurser, temadage og udflugter, så du kan altid finde noget, der passer dig. Vi tager hensyn til lyd- og lysforhold og værner om det stærke fællesskab