Artikel i Mandag Morgen: "Han vil åbne samfundets øjne for værdien af mennesker med handicap"

Link: Artiklen i Mandag Morgen - klik her

Foto: Arthur Cammelbeeck

Jackie henviste blandt andet til DøvBlinde Danmarks rapport 'Mellem to stole', der blev udgivet sidste år, og sætter dermed fokus på, at velfærdssamfundets syn på mennesker med handicap bør ændres fra at blive set som en udgift til at blive set som en styrke.

Jackie pointerede også, at hvis man ser handicapindsatsen som en investering i stedet for en byrde, vil man kunne høste af de gode ressourcer, handicappede ligger inde med: "Mennesker er blevet ødelagt på grund af systemet, fordi de ikke har fået den rette hjælp, første gang de havde brug for den. De skal tit kæmpe sig til hjælp. Og det er jo grotesk, fordi man taber så mange ressourcer i samfundet".

Uddrag af artiklen:

Skrevet af Andreas Baumann, chefredaktør

Et samfund skal ikke bare bedømmes på BNP-vækst og bekæmpelse af arbejdsløshed. Det skal bedømmes på, hvordan det behandler dem, der har mest brug for hjælp. Så hvordan hjælper det danske velfærdssamfund egentlig mennesker med handicap til at leve aktive og meningsfulde liv?

”Det har set bedre ud end i dag. Det er, som om vi ruller tilbage,” siger Jackie Lehmann Hansen, formand for DøvBlinde Danmark og bestyrelsesmedlem i Danske Handicaporganisationer.

”Vi ønsker at være en del af samfundet, men vi får ikke altid mulighederne. Det skal vi som samfund gøre noget ved,” siger Jackie, der er 36 år og funktionelt døvblind.

Han er født hørehæmmet og er i dag afhængig af tegnsprog, sine kraftige høreapparater og en gang imellem også en kontaktperson til at indgå i krævende sociale sammenhænge.

Ligesom mange andre mennesker med handicap skal han bare have hjælp til at bidrage, forklarer han. Men det er ikke sådan, systemet er indrettet i dag.

”Når vi i samfundet snakker om mennesker med handicap, snakker vi ikke om investeringer. Vi snakker om udgifter. Men forestil dig, hvis man nu sagde, at mennesker med handicap skal der investeres i,” siger Jackie Lehmann Hansen

”Ligesom med ’ældrebyrden’, der er blevet til en ’ældrestyrke’, kunne man gøre det samme på handicapområdet. Det er jeg sikker på.”

Hvis ens ønske er at komme på førtidspension, så fair nok. Men hvis ens ønske er at bidrage til det danske samfund, som mit ønske var, da jeg var 20 år, så skal vi også have muligheden, og så må vi finde ud af, hvordan vi så gør det. Hvad er det, der skal til? Fordi den investering, der ligger i det, kommer så mange gange igen,” siger han.

”Vi har også mange ældre døvblinde medlemmer, der bidrager med frivilligt arbejde eller ved at rådgive andre døvblinde. Den indsats er også virkelig meget værd, selv om den ikke tæller i skattesystemet.”

Hvis ikke dette anerkendes, er risikoen, at systemet skubber borgere med handicap længere væk fra at kunne bidrage til samfundet.

”For hvis vi rigtig gerne vil være en del af samfundet, men ikke får muligheden, så kan det udvikle sig til depressioner, ensomhed, isolation og lignende. Og så bliver det dyrt,” siger han.

Jackie sagde i sin tid nej til tilbuddet om en førtidspension og fik i stedet tilkæmpet sig et fleksjob i virksomheden All Ears, der åbnede livsbanen til et mere aktivt og engageret samfundsliv.

I dag har han både et fleksjob som formand for DøvBlinde Danmark og fire andre bestyrelsesposter. Og så har han lige besluttet sig for at gå ind i politik.

Fra udgift til investering

Et af problemerne er, at der er meget store forskelle på den hjælp, man som døvblind tilbydes fra den ene kommune til den anden, viser rapporten ’Mellem to Stole’, der er udgivet af DøvBlinde Danmark og rummer et survey blandt danske døvblinde om den hjælp, de tilbydes i kommunerne.

Rundspørgen hos 146 ud af de i alt cirka 500 medlemmer af DøvBlinde Danmark viser blandt andet, at knap hver tredje døvblinde ikke har fået den hjælp fra kommunen, som de har haft behov for. Og en anden tredjedel er i tvivl, om de har fået den rette hjælp.

En respondent i rapporten kalder kommunen ”en organisatorisk hvepsesværm”, som ikke selv aner, hvad der foregår.

”Man skifter sagsbehandler hele tiden. Så skal man starte forfra med at fortælle, hvem man er, hvad man har behov for og hvorfor,” siger en anden.

“Hvis man anker en sag, kan man ofte få det, man har søgt om, fordi kommunen måske lige vil spare de penge ved ikke at give dem første gang,” lyder svaret fra en tredje.

Jackie Lehmann Hansen kalder det et postnummerlotteri.

”Der er meget stor forskel på den hjælp, man bliver tilbudt, og den hjælp, der er til rådighed, afhængig af hvilken kommune og hvilket postnummer man bor i,” siger han.

”På et tidspunkt skulle min kæreste og jeg finde et nyt sted at bo. Og der var simpelthen kommuner, jeg fravalgte, fordi jeg ved, at de har lidt svært ved at følge noget af den lovgivning, der findes,” siger han.

”Så vi valgte en kommune, hvor jeg var ret sikker på, at døvblinde i hvert fald får en smule hjælp. Men jeg vil sige, at vi er lidt stavnsbundne nu,” siger han.

Det er dyrt for kommunen

Udfordringen for kommunerne er, at det specialiserede socialområde bliver dyrere og dyrere, og der kommer flere personer, der efterspørger hjælp, men kompensationen fra staten ikke følger med de stigende udgifter.

I perioden fra 2018 til 2023 har kommunerne hævet deres budgetter med 5,9 milliarder kroner til området, mens de ”kun er blevet tilført 1,6 milliarder til stigende udgifter”, lyder regnestykket i en analyse fra KL’s analysemagasin Momentum. Kommunerne oplever altså et stigende udgiftspres, mens ”borgere med handicap oplever, at kvaliteten i indsatserne, retssikkerheden og tilliden til kommunerne er under pres,” som der står i rammeaftalen for handicapområdet fra 2024.

Er det ikke også en svær prioritering for kommunerne, fordi de jo risikerer at skulle spare på andre områder for at hjælpe nogle få mennesker med svære behov?

”Jo, det er svært,” erkender Jackie Lehmann Hansen.

Men det skyldes måske netop, at ”kommunerne ser handicappede som udgifter frem for mennesker” og derfor forsøger at spare, hvis de kan slippe afsted med det, opsummerer han.

”Mennesker er blevet ødelagt på grund af systemet, fordi de ikke har fået den rette hjælp, første gang de havde brug for den. De skal tit kæmpe sig til hjælp.”

”Altså, det kan vi jo også se på mit område: At man virkelig skal kæmpe, man skal måske igennem Ankestyrelsen, man skal igennem alt muligt for overhovedet at få den hjælp, man faktisk har ret til,” siger Jackie Lehmann Hansen og henviser til, at DøvBlinde Danmark kører flere ankesager, fordi deres medlemmer ikke har fået tilstrækkelig hjælp.

”Og det synes jeg er så grotesk, fordi du taber så mange ressourcer i det danske samfund. Hvad nu hvis man i stedet gik ind og investerede i de mennesker, som faktisk har mulighed for at komme på arbejdsmarkedet, og som gerne vil på arbejdsmarkedet? Og investerede i dem som gerne vil bidrage med frivilligt arbejde? Hvorfor gør vi ikke det noget mere?”