­

 

DØVBLINDE DANMARK – nyt logo

Medlemsnyt 5

Maj 2024

Årgang 40

 

 

FORSIDEN:

 

·     Rehabiliteringsundersøgelse peger på 8 store udfordringer

·     Nye udgivelser: Årsberetning og to pjecer

·     Seniortræf

 

 

Indhold

FRA DØVBLINDE DANMARK

Formandens vinkel

Mød op til demonstration 22. maj: Undskyld vi er her

Resume af 2. HB-møde

Rehabiliteringsundersøgelse peger på 8 store udfordringer

Nye udgivelser: Årsberetning og to pjecer

Hovedbestyrelsens svar på læserbrev

OPLYSNINGEN

Ny hjemmeside om ledsagekortet

Månedens punktbog fra Nota

Mange nye lydbøger i Nota Bibliotek

CFD

Nyt fra døvblindekonsulenterne:

VISO organiserer rådgivningen på en ny måde

FRA LÆSERNE

Øjendråbe-briller

Alkoholpolitik

ARRANGEMENTER

Gåtur Bellacentret - Dybbølsbro

Oplæg om rehabiliteringsundersøgelsens resultater

Gåtur Vestsjælland, Reersø

Gåtur Klampenborg - Skodsborg

Klub Øst sommertur til Zoo

Seniortræf

Kursus: Når syn og hørelse svigter

Kreativ med DøvBlinde Danmark

ERFAGRUPPER

Bornholm

Nordsjælland

København Nord og Vest

Østsjælland

Vestsjælland

Sydsjælland

Storstrøm

Fyn

Sydøstjylland

Sønderjylland

Sydvestjylland

Midtøstjylland

Midtvestjylland

Nordjylland

NAVNE

Fødselsdage

Kolofon

 

 

 

FRA DØVBLINDE DANMARK

 

Formandens vinkel

 

Af Jackie Lehmann Hansen, formand for DøvBlinde Danmark 

 

Udgivelsesdagen for dette Medlemsnyt er også dagen, hvor vi officielt ændrer navn til DøvBlinde Danmark, og hvor vores nye hjemmeside bliver lanceret. Et stort og kæmpe tillykke skal lyde til alle medlemmer og medarbejdere i DøvBlinde Danmark!

 

I juni tager jeg til Bornholm, hvor jeg skal deltage på Folkemødet Bornholm. I den forbindelse har jeg skrevet til alle social- og handicapordførere i Folketinget og spurgt, om de vil afsætte tid til en gåtur, hvor jeg vil fortælle om de store udfordringer, vi oplever med den nuværende struktur på døvblindeområdet og ikke mindst de udfordringer, vi oplever på tolkeområdet.

I skrivende stund har jeg fået en gåturs-aftale med to ordførere. Jeg glæder mig meget til at repræsentere vores forening og sætte fokus på vores holdninger. På Folkemødet vil jeg også bruge en masse tid på at netværke og deltage i relevante debatter og oplæg, som der er mange af på programmet i de tre dage, jeg deltager.

 

Tilbage til indhold

 

 

Mød op til demonstration 22. maj: Undskyld vi er her

 

Mød op til demonstrationen ’Undskyld vi er her’ 22. maj kl. 17 - 19 på Christiansborg Slotsplads.

Det er bevægelsen #enmillionstemmer, der står bag den store demonstration med hovedbudskabet:

Mennesker med handicap har ret til aktive og værdige liv.

Demonstrationen bakkes op af 38 organisationer!

Der vil være optræden og taler, og der vil være tegnsprogstolk.

Vi håber, at rigtig mange dukker op.

Læs mere om begivenheden på facebook. Søg efter: Undskyld vi er her – demonstration.

 

Tilbage til indhold

 

 

Resume af 2. HB-møde

 

Jackie bød velkommen til årets andet HB-møde.

 

Økonomi

Ilse gennemgik regnskabet for 2023. Der var ingen kritiske bemærkninger fra revisionen.

Indtægter i alt: 8.987.089 kr.

Udgifter i alt: -9.828.337 kr.

Resultat før finansielle indtægter/udgifter: -841.248 kr.

Budgetteret resultat før finansielle indtægter/udgifter: -686.150 kr.

 

Finansielle indtægter/udgifter

Renteudgifter: -33.271 kr.

Afkast investeringer: 346.131 kr.

Værdipapirregulering: 572.473 kr.

I alt: 885.333 kr.

 

Årets resultat: 44.085 kr.

(budgetteret resultat: -111.150 kr.)

 

HB godkendte årsrapport, specifikationer og revisionsprotokollat 2023.

 

Porto til Medlemsnyt

Der er kommet moms på porto, og derfor ser vi en stigning på 3.000 kr. pr. Medlemsnyt-udgivelse allerede i år. H-huset er i gang med at undersøge alternative postleverandører. HB vendte forskellige muligheder, evt. færre udgivelser om året, eller at flere modtager det på mail. Intet er besluttet, men vi følger området. 

 

Regler for dækning af rejseudgifter 

Hovedbestyrelsen har igennem længere tid ønsket at se på reglerne for refusion af transport til medlemsaktiviteter. Reglerne blev vedtaget, da foreningen ikke havde særlig mange aktiviteter og erfagrupper. Dækning af rejseudgifter efter billigste offentlige transportmiddel skal sikre, at døvblinde uanset bopæl har mulighed for at deltage i foreningens aktiviteter, både landsdækkende og lokale. Det er igennem årene lykkedes i stort omfang at få dækket foreningens udgifter hertil gennem fondsmidler og kommunale midler. Der er en del arbejdstid forbundet med bogføring og udbetaling af rejseudgifter. Hovedbestyrelsen ønsker at tage stilling ud fra følgende områder i deres vurdering af en eventuel ændring af rejsereglerne:

1. En forringelse af rejsereglerne må ikke betyde, at medlemmer ikke kan deltage i aktiviteter.

2. En fortsat sikring af fondsmidler og kommunale midler til rejseudgifter. 

3. En evt. ændring skal kunne mærkes på sekretariatet ved tidsbesparelse.

Hovedbestyrelsen vil følge området, men af hensyn til medlemmerne vil der ikke på nuværende tidspunkt blive ændret på reglerne. Området følges tæt, så udgifterne ikke løber løbsk.

 

Det specialiserede socialområde

Regeringen nedsatte for over et år siden Tranæs-udvalget, som 3. april kom med deres 19 anbefalinger. Anbefalingerne peger på, at kommunerne skal kunne vurdere hjælp ud fra økonomi. Det har skabt voldsomme reaktioner, herunder udtalelser fra DH, hvor vi er medunderskrivere på et kritisk brev til regeringen.

DøvBlinde Danmark bakker op om demonstrationen 22. maj’ Undskyld vi er her’, som arrangeres af bevægelsen #enmillionstemmer på Christiansborg Slotsplads. Jackie har sendt kritiske kommentarer via sociale medier. Nu afventes et udspil fra regeringen.

 

Tolkeområdet

En omstrukturering er ikke nært forestående. Det er et komplekst område, og indtil videre har socialministeren ikke prioriteret dette.

 

FNs handicapkonvention

Den danske regering skal til ’eksamen’ i FNs handicapkonvention i Geneve til august. DH står for at udarbejde en rapport om handicapområdet. Alle DHs medlemsorganisationer har meldt ind med områder, som ikke lever op til handicapkonventionen. Vi har budt ind vedr. kontaktpersonområdet, som vi gerne ser centraliseret. DH vælger, hvad der skal med i rapporten.

 

NOTA

NOTA er fusioneret med Det Kongelige Bibliotek. Det rådgivende udvalg kommer muligvis til at spille en anden rolle i fremtiden.

 

Rebild Kommune

Alle DH-repræsentanterne i Handicaprådet i Rebild kommune har trukket sig, da kommunen ikke har villet formidle handicaprådets holdninger. Det er en særlig situation, som vi ikke har oplevet før i DH lokalregi.

 

Castberggård

Castberggårds repræsentantskab er blevet nedlagt og erstattes af en udpeget bestyrelse, hvor DøvBlinde Danmark får en plads.

 

Pårørendeudvalg

En pårørende har i samarbejde med DøvBlinde Danmark udarbejdet et kommissorium til et kommende pårørendeudvalg, som blev godkendt af HB. Udvalget vil bestå af tre pårørende og HB-medlem Hanne Ottesen. Udvalget skal tydeliggøre og understøtte, hvordan pårørende forbliver en ressource for døvblinde.

 

Undersøgelse om døvblindes rehabiliteringstilbud

Rapporten er færdig og offentliggøres i forbindelse med receptionen 15. maj. Dens resultater præsenteres også på landskonferencen om døvblindhed 13. - 14. maj i Aalborg og 11. juni til et åbent arrangement i H-huset. Til sidstnævnte arrangement inviteres de to fonde, som har ydet fondsstøtte.

 

Hele referatet kan fås ved henvendelse til DøvBlinde Danmark. Næste HB-møde er 11. - 12. september på FSC. I forlængelse af mødet holdes strategiseminar.

 

Tilbage til indhold

 

 

Rehabiliteringsundersøgelse peger på 8 store udfordringer

 

Af Sarah Buckspan og Ida Stenbæk Nielsen

 

Vi er nu nået til vejs ende med DøvBlinde Danmarks store rehabiliteringsundersøgelse, og konklusionerne samlet i en rapport, som vi glæder os til at dele med jer. Helt overordnet peger rapporten på 8 udfordringer på døvblindeområdet, som oplistes her:

 

Udfordring nr. 1: Hjælpesystemet til døvblinde er forvirrende og komplekst

Det kan være svært for døvblinde at vide, hvor man skal henvende sig for at få den rette hjælp, ligesom det kan være svært for fagfolk at henvise videre. Hjælpen bør omorganiseres og samles, så døvblinde blot skal henvende sig ét sted for at få hjælp, hvor kompetencerne samles.

 

Udfordring nr. 2: Døvblinde falder mellem to stole

Der mangler viden om døvblindhed i systemet. Døvblinde falder mellem to stole, fordi man hverken passer ind i kategorien ‘døv’ eller ‘blind’. Dermed mangler en vigtig dimension i hjælpen. Igen ville det være en fordel at samle hjælpen under ét tag, så man sikrer tæt sparring mellem syns-, høre- og døvblindekonsulenter.

 

Udfordring nr. 3: Ingen fast kontakt eller støtte til børn og deres familier

Indtil for få år siden var alle døvblinde børn og deres forældre tilknyttet en fast specialrådgiver, indtil de fyldte 18 år. Men efter nye regler lukkes en sag nu efter 8 måneder, og så må familien søge igen, hvis de har behov for yderligere rådgivning. Det er vigtigt, at børn og familier tilknyttes en fast specialrådgiver, så de kan få rådgivning af en fagperson, de har tillid til og kender.

 

Udfordring nr. 4: Nogle døvblinde mangler en døvblindekonsulent

Det er ikke alle voksne døvblinde, som er tilknyttet en døvblindekonsulent. I de kommuner, der ikke samarbejder med CFD, risikerer døvblinde at mangle kompetent udredning og rådgivning i forhold til håndteringen af døvblindhed samt viden om muligheder og støttetilbud. I disse kommuner er døvblinde derfor ofte dårligere stillet i forhold til at få den rette hjælp. For at sikre at alle har lige muligheder for at blive udredt og få rådgivning, bør alle døvblinde tilknyttes en døvblindekonsulent.

 

Udfordring nr. 5: Tilfældig og forskellig hjælp i kommunerne

Muligheder og støttetilbud varierer fra kommune til kommune og påvirkes af kommunens serviceniveau, og hvem den døvblinde møder i systemet. Tilbuddene til døvblinde bør ikke være afhængig af hvilket postnummer, man bor i, men bør være ensartet i hele landet.

 

Udfordring nr. 6: Bureaukrati forsinker og besværliggør hjælp

Ofte har kommunikationscentrene rammeaftaler med kommunerne, hvilket giver forskellige forudsætninger for at kunne hjælpe den døvblinde. Det påvirker kvaliteten af hjælpen, om syns- og hørekonsulenten er frisat til at kunne yde den hjælp, de vurderer, den døvblinde har behov for med det samme, eller om de først skal ansøge kommunen og vente på svar, før de må yde hjælpen.

 

Udfordring nr. 7: Mangel på kontaktpersontimer

Selv om alle døvblinde har ret til en kontaktperson, oplever flere døvblinde, at de mangler kontaktpersontimer. Antallet af kontaktpersontimer og betingelser for en kontaktperson varierer fra kommune til kommune, og nogle døvblinde oplever i højere grad end andre, at de må økonomisere og spare på deres timer. Det er vigtigt at sikre, at alle døvblinde har et tilstrækkeligt antal kontaktpersontimer.

 

Udfordring nr. 8: Uvidenhed i kommunerne og i resten af samfundet

Der mangler viden om døvblindhed i kommunerne. De få døvblinde i hver enkelt kommune kombineret med skiftende sagsbehandlere betyder, at der ikke oparbejdes tilstrækkelig viden og erfaring med at behandle døvblindesager. Det medfører længere sagsbehandlingstider, at sagsbehandlere på ny skal sætte sig ind i området, samtidig med at døvblinde skal starte forfra med at forklare om døvblindhed. Der ses også en tendens, hvor nogle kommuner hjemtager opgaverne med at udrede og rådgive om døvblindhed, måske for at spare penge. Desværre følger kompetencerne ikke altid med, hvilket risikerer at forringe hjælpen til døvblinde.

 

Du kan læse meget mere i rapporten, som kan læses på tryk eller downloades på pdf eller wordDøvBlinde Danmarks hjemmeside. Herudover bliver den trykt på punkt og indtalt på lyd.

Henvend dig til DøvBlinde Danmarks sekretariat på: mail@dovblinde.dk

Tlf. 36 75 20 96

 

Vi viderebringer resultaterne til hovedbestyrelsen, som vil arbejde videre politisk for at styrke døvblindes rehabilitering.

Det har været en spændende og lærerig proces at lave undersøgelsen, og vi kunne ikke have gjort det uden jer medlemmer af DøvBlinde Danmark, som har svaret på spørgeskema og deltaget i interviews. Tusind tak for det!

 

Tilbage til indhold

 

 

 

Nye udgivelser: Årsberetning og to pjecer

 

Årsberetning 2023

DøvBlinde Danmarks Årsberetning for 2023 er nu udkommet. Der kan du læse årets bedste historier, som sammen med oversigter og statistik giver et grundigt indblik i vores arbejde for ligeværd, rettigheder og fællesskab.

Årsberetningen kan downloades fra hjemmesiden som pdf med fotos, tekst med stor skrift eller som html med hyperlinks. Ønsker du Årsberetningen på lyd, punkt eller i trykt version, er du velkommen til at henvende dig til DøvBlinde Danmark. 

 

To nye pjecer

I forbindelse med navneskiftet har DøvBlinde Danmark udgivet to nye pjecer. Den ene beskriver foreningens tilbud og henvender sig primært til medlemmer og pårørende. Den anden giver gode råd til, hvordan man kommunikerer med døvblinde og er skrevet til kontaktpersoner, undervisere, pleje- og omsorgspersonale, studerende og øvrige fagfolk.

 

Pjecerne kan fås på tryk, ren tekst, lyd eller punkt ved henvendelse til DøvBlinde Danmark eller downloades fra www.dovblinde.dk under menupunktet Udgivelser.

 

Her er en beskrivelse af de to pjecer og deres indhold.

 

Pjece: DøvBlinde Danmark

I pjecen 'DøvBlinde Danmark' kan du læse om hvad døvblindhed er, om årsagerne til døvblindhed samt få et overblik over vores mange tilbud til medlemmerne. Du kan også læse, hvordan du bliver medlem og blive inspireret til at komme med på kurser, netværk, deltage i en erfagruppe, blive en del af DøvBlinde Ungdom eller Familienetværket og finde andre tilbud.

 

Indhold:

- Om DøvBlinde Danmark

- Døvblindhed

- Medlemskab

- Få besøg af din medlemsrådgiver

- Bisidderservice

- Spørg socialrådgiveren

- Din lokale erfagruppe

- Netværksgrupper om smartphone og tablets

- Vennetjenesten

- Kurser & aktiviteter

- DøvBlinde Ungdom

- Familienetværk

- Kontaktperson

- Foredrag om livet som døvblind

 

Pjece: Gode råd til kommunikation med døvblinde

I pjecen ’Gode råd til kommunikation med døvblinde' kan du læse om, hvad døvblindhed er og få gode råd til kommunikation med tegnsprogsbrugere og talebrugere. Du kan også læse om hjælpemidler og digital kommunikation samt finde fakta om synsbeskrivelse, ledsagelse og haptiske signaler for døvblinde.

 

Indhold:

- Gode råd til kommunikation med tegnsprogsbrugere

- Gode råd til kommunikation med talebrugere

- Tegnsprog, taktilt tegnsprog og håndalfabetet

- Punktskrift

- Synsbeskrivelse

- Ledsagelse

- Haptiske signaler

- Tolkning

- Hjælpemidler

- Digitale hjælpemidler

 

Tilbage til indhold

 

 

Hovedbestyrelsens svar på læserbrev

 

Svar til Dorrit Petersen:

Alkoholpolitikken er gældende fra 1. januar 2024.

Som forening ønsker vi overfor de fonde, der støtter vores mange arrangementer, at agere professionelt. Derfor er der nogle rammer, som er gældende herunder også alkoholpolitikken, når man som kursist, deltager i arrangementer i DøvBlinde Danmark.

Vi er klar over, at nye vaner kan være svære. Vi ser os forpligtet til, som forening, at efterleve de regler, der er for kontaktpersoner.

Hvad der ellers foregår udenfor program, når I er på kurser, ønsker vi ikke at sætte rammer for.

 

Når man har brug for en kontaktperson, dækkes denne af ens bopælskommune, hvor håndbogen for kontaktpersoner gælder. Her står: ’Som offentligt ansat må kontaktpersonen ikke drikke alkohol i arbejdstiden’. Dette efterlever vi, uanset om man har en lønnet eller frivillig kontaktperson med, da det må formodes, at ens kontaktperson er med for at være øjne og ører og derved sikre, at man som medlem opnår bedst muligt resultat af det kursus, man er tilmeldt.

 

Det er helt valgfrit, om man som medlem ønsker at drikke alkohol eller et alkoholfrit alternativ til afslutningsmiddagene. Når det officielle program er slut, kan I gøre, som I har lyst.

I håndbogen ’Vejledende retningslinjer. Kontaktpersoner for mennesker med døvblindhed’ er det præcist beskrevet, hvilken holdning både CFD, Kontaktpersonforeningen og DøvBlinde Danmark har til alkohol, når man er på arbejde som kontaktperson. Derfor anbefaler vi, at alle, både døvblinde og kontaktpersoner, læser ovenstående vejledning. Det kan måske medvirke til færre misforståelser på sigt.

Vejledningen kan findes på DøvBlinde Danmarks hjemmeside.

Hovedbestyrelsen forventes at evaluere på alkoholpolitikken på første møde i 2025.

 

Tilbage til indhold

 

 

 

OPLYSNINGEN

 

Ny hjemmeside om ledsagekortet

 

www.ledsagekort.dk

 

Der er kommet en ny hjemmeside med oplysning om steder, hvor man kan bruge sit ledsagekort og få sin nødvendige ledsager med gratis eller til rabatpris, fx biografer, museer, forlystelser, teatre, musikfestivaler og mange flere. Det er Dansk Handicap Forbund med støtte fra blandt andre Elsass Fonden og Bevica Fonden, der har lavet hjemmesiden.  

Alle kan selv tilføje steder på hjemmesiden, hvor man kan bruge ledsagekortet. På den måde skal siden blive mere og mere komplet med tiden. Alle steder bliver kontrolleret og kan først ses på hjemmesiden, når de er blevet godkendt.

 

Har du spørgsmål til siden, så skriv til: ledsagekort@ledsagekort.dk

 

Tilbage til indhold

 

 

 

Månedens punktbog fra Nota

 

Af Lasse Andreas Sand Gluud, bibliotekar

 

Thomas Bredsdorff: Lykkeligt nær - en oldings optegnelser

Hvad sker der med en, når man er så gammel, at der ikke kan være længe, til at man skal dø? Det spørgsmål undersøger Thomas Bredsdorff i Lykkeligt nær. En klog og livsbekræftende bog om at leve med forfaldet og forenkle sin tilværelse, indtil skønheden i det nære træder frem.

 

Bognummer 424144

Ca. 4 bind

 

Tilbage til indhold

 

 

 

Mange nye lydbøger i Nota Bibliotek

 

Der er godt nyt for brugere af Nota, som primært benytter sig af lydbøger. En lang række længe ventede titler på både børne-, unge- og voksenområdet har nemlig fundet vej til Nota Bibliotek.

 

Bibliotekar i Nota, Mikael Ostenfeld Krog, fortæller, at siden Nota begyndte at indgå forlagsaftaler i efteråret 2023, er der kommet mange hundrede titler ind i biblioteket af forskellige genrer. Der er både tale om helt nye titler og opfølgning på serier, som mange har gået og ventet på.

 

Så prøv at gå på Notas bibliotek og se om de sidste nye bøger, som du har ventet på, er landet. Rigtig god læselyst.

 

Tilbage til indhold

 

 

 

CFD

 

Nyt fra døvblindekonsulenterne:

VISO organiserer rådgivningen på en ny måde

 

Af Trine Skov Uldall, konstitueret områdeleder

 

I efteråret 2023 kom VISOs tilbud om specialrådgivning til personer med døvblindhed i udbud. Det er en specialrådgivningsopgave, som CFD har varetaget for VISO siden kommunalreformen. Udbuddet betød, at vi i CFD skulle beskrive vores tilbud, ekspertise og kapacitet i forhold til fremadrettet at varetage denne opgave for VISO. Heldigvis vandt CFD hele udbuddet. Døvblindekonsulenterne er derfor fortsat de specialister, VISO anvender, når der er behov for specialrådgivning til voksne, der lever med erhvervet døvblindhed, som ikke er aldersrelateret. 

Rådgivning i forbindelse med aldersrelateret døvblindhed samt rådgivning og støtte i forbindelse med kontaktpersonordningen, tilbydes fortsat gennem aftaler med kommunerne.

 

Hvad betyder det så, alt det her med VISO?

Jo, det betyder, at personer der lever med døvblindhed, og som modtager rådgivning gennem VISO, fortsat kan have kontakt til en døvblindekonsulent. Der er dog sket nogle forandringer i den måde, rådgivningen organiseres på. Det skal jeg forklare lidt om her.

 

Man kan som tidligere altid kontakte døvblindekonsulenten, hvis man har brug for rådgivning, der handler om døvblindhed og det at leve med døvblindhed. Døvblindekonsulenten tilbyder også fortsat samtaler og hjemmebesøg med henblik på at følge op på, hvordan det går hos den enkelte. Bl.a. andet for at se, om der er behov for specialrådgivning eller særlige tiltag. Det nye er, at hvis der opstår behov for specialrådgivning af et større omfang over en længere periode, skal man nu som borger sammen med døvblindekonsulenten henvende sig til VISO om behovet. VISO skal derefter godkende rådgivningsforløbet. Alt dette hjælper døvblindekonsulenten med. Hvis der er spørgsmål, kan man altid tale med sin døvblindkonsulent om det, næste gang man ses eller har kontakt.

 

Alle, der får rådgivning fra døvblindekonsulenterne igennem VISO, er blevet orienteret og har været i kontakt med jeres døvblindekonsulent om det. Døvblindekonsulenterne er løbende i meget tæt samarbejde med VISOs konsulenter om at beskrive og forklare de problemstillinger og udfordringer, døvblindhed medfører, så det bliver tydeligt for VISO, hvilke behov for specialrådgivning, der er i spil, og så VISO er bedst muligt klædt på til at vurdere, om rådgivningen hører under VISOs tilbud.

 

Undervisning af kontaktpersoner

Vi har i begyndelsen af dette år arbejdet med en tilpasning af CFDs undervisningstilbud til kontaktpersoner. Fremadrettet er CFDs introduktionsforløb til nyansatte kontaktpersoner i langt højere grad omlagt til online undervisning. På den måde har kontaktpersoner i udkanten af Danmark mulighed for at få undervisning på lige fod med nye kontaktpersoner fx i større byer, hvor der oftere kan samles grupper af nye kontaktpersoner. I introduktionsforløbet indgår også, at nyansatte kontaktpersoner deltager på de erfarne kontaktpersoners fysiske kontaktpersonmøder og temadage. 

 

CFD anbefaler alle kommuner, at nyansatte kontaktpersoner deltager i hele introduktionsforløbet, som svarer til 23 timer om året, og at erfarne deltager i et kursusforløb med online temadage, fysiske møder med erfaringsudveksling og supervision i op til 13 timer om året. Der vil fortsat altid være mulighed for individuel supervision ved behov for både nye og erfarne kontaktpersoner. Det er også fortsat kommunerne, der bestemmer, hvor meget undervisning, de vil tilbyde deres kontaktpersoner.

 

Landskonference om døvblindhed

13.-14. maj er der landskonference om døvblindhed i Aalborg. Konferencen tilrettelægges af Center for Sansetab i Region Nord. Både DøvBlinde Danmark og CFD sidder i planlægningsgruppen. Det har været en spændende opgave at samarbejde om. Vi glæder os meget, til konferencen løber af stablen. Fra CFD deltager vi med repræsentanter både fra døvblindekonsulenterne og fra vores videns- og udviklingsenhed.

 

Tilbage til indhold

 

 

 

 

FRA LÆSERNE

 

Øjendråbe-briller

 

Af Mia Winther

 

I forbindelse med min operation for grå stær blev jeg præsenteret for et par såkaldte øjendråbe-briller af Aalborg kommunes hjemmepleje-sygeplejerske. Det er et redskab til borgere, som skal have dryppet deres øjne, og som selv kan gøre det.

 

I hvert brilleglas er der tre små huller i forskellig størrelse, som passer til forskellige typer af flasker med øjendråber.

Flasken monteres i et af hullerne, hvorefter man læner hovedet tilbage og giver flasken et let tryk. Brillerne sørger for at holde flasken på plads, så øjendråberne lander korrekt i øjet, og på den måde kan man dryppe øjnene selv.

 

Brillerne koster 99 kr. og kan fås på hjemmesiden:

www.dinsolbrille.dk

 

Tilbage til indhold

 

 

Alkoholpolitik

 

Af Freddy Wagner

 

Til Dorrit Petersen

Jeg er helt enig med dig i dit indlæg i vores blad nr. 4: Alkoholpolitik: Ja tak – Formynderi: Nej tak.

 

Da jeg så hovedbestyrelsens oplæg, var min tanke: Det er ikke rigtigt – det ligner ansvarsforflygtigelse. Når man tager på kursus, så er det indholdet samt det sociale, der må være det afgørende.

Som du skriver: Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud (som gøres mange andre steder) og lade deltagerne selv betale drikkevarerne, hvilket jo måske også kan forbedre foreningens økonomi?

 

Tilbage til indhold

 

 

ARRANGEMENTER     

 

Gåtur Bellacentret - Dybbølsbro

 

Torsdag 6. juni

 

Vi mødes kl. 11 ved Bella Center metrostation på gadeplan.

Vi går en spændende tur langs Amager Fælled til slusen. Derfra følger vi havneløbet nordpå til Bryggebroen. Vi spiser vores madpakker ved borde og bænke cirka halvvejs. Der er toiletter ved frokoststedet. Senere krydser vi Bryggebroen og fortsætter til Dybbølsbro Station. Inden vi slutter kl. 16, drikker vi kaffe eller te med brød i det nye IKEA København.

Turen er på cirka 5 km.

Pris 30 kr.

DøvBlinde Danmark betaler for ledsagernes kaffe og dækker transport.

Tilmelding senest mandagen før gåturen til Gerd på:

Tlf. 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Giv besked hvis du bliver forsinket.

 

Tilbage til indhold

 

 

Oplæg om rehabiliteringsundersøgelsens resultater

 

Dato: 11. juni kl. 13 - 14.30

Sted: H-huset, Blekinge Boulevard 2, Taastrup

 

I maj udkommer undersøgelsen om døvblindes rehabiliteringsbehov støttet af Johan Schrøders Fond og Helsefonden. Vi inviterer nu alle interesserede til en fremlæggelse af undersøgelsens resultater. Både medlemmer, kontaktpersoner, pårørende, fagpersoner og andre interesserede er velkomne.

 

Til fremlæggelsen kan du blandt andet høre om, hvordan det opleves at være døvblind i et system, der oftest behandler syns- og høreproblemer i separate afdelinger. Vi fortæller om, hvordan døvblinde generelt oplever mødet med det kommunale system, og om den hjælp og støtte, man har modtaget, har været tilstrækkelig. Samtidig kan du få et indblik i, hvordan sagsbehandlere og syns- og hørekonsulenter har organiseret sig i kommunerne, og hvordan de oplever arbejdet med døvblindeområdet. Slutteligt præsenterer vi en række anbefalinger til en fremtidig organisering på døvblindeområdet. Der vil også være god tid til at stille spørgsmål.

 

Oplægget foregår i Handicaporganisationernes Hus.

DøvBlinde Danmark har ikke mulighed for at dække rejseudgifter til arrangementet. Der vil være centraltolkning af oplægget. Har du et tolkebehov derudover, bedes du selv bestille dine tolke.

 

Oplægget kan også følges online via zoom. Ønsker du dette, anføres det på dit tilmeldingsskema, og så modtager du mere information, når det nærmer sig. Har du brug for tolkning, bedes du booke tolk hjem til dig selv.

 

Tilmelding via kalenderen på www.dovblinde.dk eller til:

Sarah

sarah@dovblinde.dk

Tlf. 36 38 85 93

Husk at oplyse, om du selv bestiller tolk.

Vi håber at se mange af jer, og glæder os til at dele undersøgelsens resultater med jer.

 

Tilbage til indhold

 

 

Gåtur Vestsjælland, Reersø

 

Dato: Onsdag 12. juni kl. 10

Sted: Knudsvej 38, Reersø, Gørlev

Vi går ca. 5. kilometer og finder et sted, hvor vi kan spise vores madpakker. Vi slutter af med at drikke kaffe hos Birgit.

Ring til Birgit hvis du har lyst til at deltage.

Rejseudgifter dækkes efter billigste befordring.

Gåturshilsen Birgit

Tlf. 21 46 31 18

birgit@bljl.dk

 

Tilbage til indhold

 

 

Gåtur Klampenborg - Skodsborg 

Onsdag 19. juni

 

Vi mødes kl. 11 på Klampenborg Station. Derefter går vi nordpå gennem lidt af Dyrehaven, forbi Frederik den syvendes grotte og slutter turen af på en cafe i nærheden af Skodsborg Station.

Undervejs finder vi et sted, hvor vi kan spise vores medbragte mad. Hvis behovet opstår, finder vi et sted at træde af på naturens vegne, da vi ikke kan love, at der er toiletter på turen.

Turen vil være på ca. 6,5 km og slutter kl. 16.

Turen er for alle aldersgrupper og koster 30 kr.

DøvBlinde Danmark betaler for ledsageren og transportudgifter.

Tilmelding senest tre dage før til:

Nadia: Tlf. 50 85 86 85 (kun sms)

Suzanne: Tlf. 40 83 70 73 (kun sms)

Vandhunden83@yahoo.dk

 

Tilbage til indhold

 

 

Klub Øst sommertur til Zoo

Onsdag 20. juni (NY DATO)

 

Klub Øst sommertur går i år til Zoologisk Have på Frederiksberg. Vi mødes kl. 11 foran hovedindgangen.

Adresse: Roskildevej 32, Frederiksberg

DøvBlinde Danmark betaler for én ledsager / kontaktperson. Der vil være centraltolke, og talebrugerne får udleveret mobilteleslynger.

Zoologisk Have blev grundlagt i 1859 og er en af de ældste zoologiske haver i Europa. Lige nu er en del under ombygning, men vi får en guidet tur kl. 13 - 14. Du skal medbringe en madpakke, som vi finder et passende sted at spise sammen. Vi bestemmer selv, om vi vil spise før eller efter rundvisningen. Der vil være tid på egen hånd, og I kan bl.a. se den lille ny elefantunge og tigerunge, som er født i år.

Klub Øst er både for tale- og tegnsprogsbrugere, som bor øst for Storebælt og for både nye og gamle medlemmer.

Tilmelding senest 4. juni i kalenderen på www.dovblinde.dk eller ved henvendelse til sekretariatet:

Tlf. 36 75 20 96

mail@dovblinde.dk

Prisen er: 150 kr. (det er inkl. entré og guidet rundvisning)

Kom og vær med til en spændende sommerdag sammen!

Tidsrammen er kl. 11 - 17. Derudover er der frit spil.

 

Praktisk info

Har du ledsagerkort, kan du få en ledsager gratis med i Zoo. Ellers kan det fås ved henvendelse til Brugerservice på tlf. 36 75 17 93. Find mere info på: www.ledsagerkort.dk

På gensyn!

 

Tilbage til indhold

 

 

 

Seniortræf

 

5.-6. september

 

DøvBlinde Danmark indbyder til seniortræf på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, Fredericia. Seniortræffet er for medlemmer, både tegnsprogs- og talebrugere fra 60 år og derover.

Vi begynder torsdag med frokost kl. 12 og slutter fredag efter frokost.

Torsdag eftermiddag får vi besøg af sanger og musiker Flemming Både. Flemming fortæller om Kim Larsen samt synger og spiller nogle af hans sange. Om aftenen er der underholdning og socialt samvær. Fredag formiddag vil vi tage et aktuelt emne op. 

Tilmeldingsfrist er mandag 24. juni via kalenderen på www.dovblinde.dk eller til DøvBlinde Danmarks sekretariat på:

tlf. 36 75 20 96  

mail@dovblinde.dk

Pris: 600 kr. (kun for medlemmer)

Der søges refusion hos kommunerne til dækning af kontaktpersoner/ledsagers ophold.  

Rejseudgifter dækkes efter billigste offentlige transport.

Yderligere oplysninger kan fås hos kursusleder Bente Mejndor på:

Tlf. 75 94 44 75

Mobil 20 24 69 19

b.mejndor@mail.dk  

 

Tilbage til indhold

 

 

Kursus: Når syn og hørelse svigter

 

21.-24. oktober

 

DøvBlinde Danmark indbyder alle med et kombineret syns- og høretab til kursus på Fuglsangcentret i Fredericia.

Med både syns- og høretab kan man let føle sig isoleret og udenfor. Det er svært at færdes og klare hverdagen med alle dens udfordringer. Kom og få inspiration til at tackle de daglige udfordringer, få viden om hjælpemuligheder og hyg dig med andre i samme situation.  

Programmet byder på foredrag, debatter, erfaringsudveksling og socialt samvær. Vi anbefaler, at du har en seende ledsager med. 

Kurset er gratis, dog opkræves et gebyr på 600 kr. til materialer. Rejseudgifter dækkes efter billigste offentlige transport. Tilmelding senest 2. august via www.dovblinde.dk (kalenderen) eller til sekretariatet på:

mail@dovblinde.dk

Tlf. 36 75 20 96 

 

Oplysninger fås hos kursuslederne:

Niels Henrik Jørgensen

Tlf. 24 46 57 30

nielstrige@gmail.com

eller Susanne Løcke

Tlf. 60 43 19 91

susanne.loecke@gmail.com

 

Tilbage til indhold

 

 

 

Kreativ med DøvBlinde Danmark

 

12.-15. november

 

Kreativt ophold på Fuglsangcentret begynder tirsdag med frokost og slutter fredag med morgenmad. Der er fire fag at vælge imellem, og du skal vælge ét fag:

 

1. Strikke-værksted

Max 5 deltagere

Underviser: Kirsten Nyboe

Vi skal lave strikke-lækkerier. På strikkeværkstedet kan du vælge at strikke et smalt halstørklæde, en hue eller spiralstrømper. Alt kan varieres i sværhedsgrad og tilpasses dit niveau. Kirsten tager garn og pinde med. Har du et strikkeprojekt, som du gerne vil have hjælp til, tager du det bare med. Ellers er du meget velkommen til at medbringe garnrester og husk pinde i flere størrelser.

 

2. Glas-værksted

Max 4 deltagere 

Underviser: Rita Hansen

På glaskurset arbejder vi med glas i fantastiske farver og former som fx blomster, figurer, skåle, lysestager, billeder eller smykker. Der er flere forskellige modeller at vælge imellem, men det er også sjovt at lave efter sine egne ideer og måske endda nogle blomster, som slet ikke findes i virkeligheden. Mulighederne er mange, og alle kan være med. Der kræves ingen erfaring.

Husk at det ikke er muligt at få alle sine kreationer med hjem den sidste dag, da der skal bruges mange timer på hver brænding. Det er som regel klar til afhentning inden for en uge efter kurset. Det er også muligt at få tingene tilsendt for egen regning.

 

3. Smykke-værksted

Max 5 deltagere

Underviser: Anni Olsen

For et godt resultat starter vi med en kort gennemgang af værktøj. Anni medbringer sølv til smykkefremstilling og kæder i sølv, stål, gummi og læder til montage. Der kan arbejdes med ferskvandsperler, stenperler, glasperler. Desuden er der smykkesten i glas, der kan bruges til montage på vedhæng, armbånd og fingerringe.

 

4. Pileflet-værksted 

Max 6 deltagere

Underviser Gitte Hansen

Er du frisk på at arbejde med pil, så har du nu muligheden for at fremstille fuglefoderautomater, kræmmerhuse, stativer og juletræer på sokkel. Årstiden inviterer selvfølgelig til flet med lyskæder på hjerter og kugler samt juletræer på fødder. Desuden er der mulighed for at flette kurv på fast bund.

 

Tirsdag eftermiddag er der tilbud til alle om at flette et hjerte eller et træ. Der vil være sanseleg og mulighed for svømmehal, spa og sauna.

Onsdag aften er der åbent på værkstederne.

Torsdag aften er der afslutningsmiddag.

Kreativt ophold koster 1.800 kr., og rejseudgifter refunderes til billigste offentlige transport.

Tilmelding senest 1. august til DøvBlinde Danmark på www.dovblinde.dk eller:

mail@dovblinde.dk

Tlf. 36 75 20 96

Du får besked senest 20. august, om du er optaget på kurset.

Har du spørgsmål er du velkommen til at ringe eller skrive til:

Gerd

Tlf. 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Kursusledere:

Maria Østerbye og Gerd Nielsen

 

Tilbage til indhold

 

 

 

ERFAGRUPPER

 

Erfa = erfaringsudveksling

I alle erfagrupper er kontaktpersoner og ledsagere velkomne.

Kaffe med brød kan købes på mødet og transport tilbydes efter aftale med erfalederen. Nye medlemmer er velkomne.

 

 

Bornholm

Dato: Onsdag 26. juni kl. 14 - 16

Sted: Dines Lille Maritime Café, Røstadvej 10, Gudhjem

Emne: Udflugt og kaffe og kage.

Pris: 30 kr.

Mange hilsner

Maiken Skov Hansen

Tlf. 23 40 92 43

maiken.s.hansen75@gmail.com

 

Tilbage til indhold

 

 

Nordsjælland

Dato: Fredag 7. juni

Spisning: Kl. 12 - 13  

Erfamøde: Kl. 13 - 16

Sted: Dansk Handicap Forbund Stranden, Strandvejen 142C, Charlottenlund

Emne: Sommerfest på Stranden

Vi indleder sommerferien med en hyggelig komsammen på Stranden. Vi mødes og får lidt godt at spise i cafeen, som ligger tæt på Charlottenlund Fort og Strandpark. For de der har lyst til en dukkert i bølgen blå, er det også en mulighed.

Tilmelding samt evt. kørsel (taxa tur/retur) til:

susanne.loecke@gmail.com

Mobil 60 43 19 91

På gensyn og kærlig hilsen

Susanne

NB: Erfagruppen holder sommerferie i juli og august. Vi ses igen onsdag 11. september.

 

Tilbage til indhold

 

 

København Nord og Vest

Dato: Mandag 27. maj kl. 12.30 - 15.30

Sted: H-huset, Blekinge Boulevard 2, Taastrup

Emne: Om kontaktpersonordningen og Charles Bonnetts sygdom ved døvblindekonsulent Rikke Norup. Vi vil også fejre foreningens nye navn DøvBlinde Danmark med et lille glas.

Tilmelding senest fredag 17. maj til Gerd:

Tlf. 24 65 65 69

gerdnielsen@privat.dk

Mange hilsner

Birgit og Gerd

 

Tilbage til indhold

 

 

Østsjælland

Dato: Torsdag 23. maj kl. 13.00 - 15.45

Sted: Sundhedscenter, Rådhusstræde 10c, Køge

Emne: Om en rejse i Thailand ved medlem Dan Sandholm.

Pris: 30 kr.

Ledsagere er meget velkomne.

Tilmelding: Nadia ringer rundt til jer.

Mange glade hilsner

Benedict og Nadia

Mobil 50 85 86 85

 

Tilbage til indhold

 

 

Vestsjælland

Dato: Torsdag 6. juni kl. 13.30 - 16.30

Sted: Mårsø Områdecenter, Gl. Tuse Næs vej 15A, Holbæk

Emne: Sommerafslutning med taler omkring vores navneændring. Derefter holder vi sommerferie og mødes igen 1. august.

Pris: 80 kr.

Ledsagere er meget velkomne.

Venlige hilsner fra

Sandie

Mobil 30 11 30 71

 

Tilbage til indhold

 

 

Sydsjælland

Dato: Mandag 3. juni kl. 14 - 16

Sted: Solgaven, Flagspættevej 1, Næstved

Emne: Markering af vores nye navn DøvBlinde Danmark

Pris: 30 kr. for kaffe/te og brød.

Fremover mødes vi kl. 14 - 16 i cafeen på Solgaven, da der er teleslynge. Vi holder ferie i juli og august.

Tilmelding senes søndag ugen før mødet på:

Tlf. 20 34 51 78

twp2@live.dk

Jeg glæder mig til at se jer.

Med venlig hilsen

Tina Wibe

 

Tilbage til indhold

 

 

Storstrøm

Dato: Mandag 10. juni kl. 11 - 14

Sted: Apostolske Kirke, Stubbekøbingvej 3B, Nykøbing F.

Emne: Jackie fortæller om Hovedbestyrelsens arbejde.

Pris: 30 kr. for te/kaffe og brød.

Tilmelding senest søndag ugen før mødet på:

Tlf. 21 65 26 30

mariaosterbye@gmail.com

Glæder mig til at se jer.

Maria Østerbye

 

Tilbage til indhold

 

 

Fyn

Dato: Onsdag 19. juni kl. 12.30 - 15.30

Sted: Seniorhuset Odense, Toldbodgade 5, Odense C.

Emne: Sommerafslutning.

Programmet er ikke endeligt fastlagt, men kom alligevel! Vi får en dejlig dag hvor vi runder denne sæson af og ønsker hinanden en god sommer og siger på gensyn 28. august.

NB: Der kan være en større egenbetaling, end der plejer at være.

Kontakt Heidi Scherning for tilmelding og evt. hjælp til transport/fællestransport.

Heidi

Tlf. 30 88 18 36

heidischerning@icloud.com

Jeg glæder mig til at se jer!

Kærlig hilsen

Heidi

 

Tilbage til indhold

 

 

Sydøstjylland

Dato: Onsdag 19. juni kl. 12.45 - 15.15

Sted: Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, Fredericia

Emne: Vi vil hygge os og eventuelt gå en tur, hvis vejret tillader det, og ønske hinanden god sommer.

Prisen er 30 kr.

Tilmelding senest 5. juni

Talebrugere tilmelder sig til:

Lilli

Tlf. 22 28 98 60 

Tegnsprogsbrugere tilmelder sig til:

Eva

oleseneb@gmail.com

Mange hilsner fra

Lilli og Eva

 

Tilbage til indhold

 

 

Sønderjylland

Dato: Onsdag 7. august kl. 13.30 - 15.30

Sted: Kroen i Røde Kro

Emne: Else Marie vil fortælle om sit arbejde i Mozambique, om livet på landet og cashewnødde-plantager.

Frist for tilmelding 8 dage før.

Kaffe og brød koster 50 kr.

Mange hilsner

Niels Henrik 

Mobil 24 46 57 30

nielstrige@gmail.com

 

Tilbage til indhold

 

 

Sydvestjylland

Dato: Tirsdag 4. juni kl. 13.30 - 16.00

Sted: Exnersgade 4. Lokale 2 på 1. Sal, Esbjerg

Emne: Vores foredragsholder blev forhindret i april, men en anden trådte til og kunne fortælle om Cashewnødde-plantagerne i Mozambique. Derfor vil Pia Christiansen denne gang fortælle om sin barske opvækst med blandt andet vold og misbrug.

30 kr. pr. person for kaffe, brød og kage.

Hvis I ikke kommer, skal I melde afbud senest 1. juni.

KH Rikke Hebsgaard

Tlf. 26 62 31 97

rikkehebs@gmail.com

 

Tilbage til indhold

 

 

Midtøstjylland

Dato: Tirsdag 28. maj kl. 9.30 - 11.45

Sted: Folkestedet, Carl Blochs gade 28, lokale 0.3., Aarhus C.

Emne: Teknologi i praksis. Vi skal se, hvordan man laver hjælpemidler via en 3D printer. 

Pris for kaffe og brød: 30 kr.

Tilmelding senest 10 dage før.

Mvh Niels Henrik Jørgensen

Mobil 24 46 57 30

nielstrige@gmail.com

 

Tilbage til indhold

 

 

Midtvestjylland

Dato: Mandag 27. maj kl. 13.00 - 15.30

Sted: Vestfløjen v. Sct. Johs. Kirke, Fredhøj Allé 2, Herning

Emne: Sommerafslutning med lidt lækkert til kaffen. 

Tilmelding senest onsdag før mødet til:

Bente Mejndor

Tlf. 75 94 44 75

b.mejndor@mail.dk 

Kærlig hilsen

Bente  

 

Tilbage til indhold

 

 

Nordjylland

 

Dato: Onsdag 12. juni kl. 10.00 - 13.30

Sted: De Frivilligeshus, Hadsundvej 35, Aalborg

Emne: Velkommen til sommerafslutning.

Vi har skiftet navn til DøvBlinde Danmark, og dette er vores første erfamøde i det nye navn. Det skal fejres med bobler og kransekage. Vi skal se video og taler fra den store dag 15. maj i H-huset. Det hele vil blive synstolket af en tolk. Vi slutter af med smørrebrød. Vær OBS på at dagen slutter kl.13.30.

Pris: 100 kr.

Meld gerne til eller fra senest onsdag 29. maj:

erfa-nordjylland@hotmail.com

Tlf. 22 50 77 61

Mange hilsener fra

Mia

 

Tilbage til indhold

 

 

 

 

NAVNE

 

Fødselsdage

 

85 år

Morten Jørgen Mortensen, Fredericia.

Født 2. juni 1939

 

85 år

Kirsten Jensen, Pandrup.

Født 29. juni 1939

 

50 år

Niels-Henrik Møller, Sorø.

Født 23. juni 1974

            

 

DøvBlinde Danmark ønsker hjerteligt tillykke med fødselsdagene

 

 

 

Kolofon

 

DøvBlinde Danmark

Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup

Tlf. 36 75 20 96

mail@dovblinde.dk

Åbent mandag - fredag kl. 9 - 14

Indlæg til bladet sendes til: medlemsnyt@dovblinde.dk 

Redaktion: Gerd Nielsen og Pia Hesse

 

Nr. 6    

Deadline: 17. maj           

Udgives: 12. juni

 

Nr. 7  

Deadline: 14. juni
  Udgives: 10. juli

 

 

DØVBLINDE DANMARK modtager stof til MEDLEMSNYT inden kl. 12

på deadline på:

medlemsnyt@dovblinde.dk