DøvBlinde Danmark

Foreningen for alle med både nedsat syn & hørelse

 

 

Indhold

 

Om DøvBlinde Danmark

Døvblindhed

Medlemskab

Få besøg af din medlemsrådgiver

Bisidderservice

Spørg socialrådgiveren

Din lokale erfagruppe

Digital kommunikation og netværksgrupper

Kurser & aktiviteter

Vennetjenesten

DøvBlinde Ungdom

Familienetværk

Kontaktperson

Foredrag om livet som døvblind

Bagsiden

 

 


 

Om DøvBlinde Danmark

 

DøvBlinde Danmark er en landsdækkende medlems- og interesseorganisation for døvblindblevne.

Vi er døvblindes stærke stemme, når det kommer til rettigheder, lige vilkår og tilgængelighed.

Vi bidrager med løsninger, der hvor beslutningerne tages, og skaber gode rammer for, at alle med kombineret nedsat syn og hørelse kan mødes og kommunikere på både tegnsprog og tale. Hos os føler døvblinde sig set, hørt og inkluderet i et vigtigt fællesskab.

 

DøvBlinde Danmark tilbyder:   

·      Kurser og foredrag

·      Rådgivning og hjemmebesøg

·      Undervisning, vejledning og rådgivning i digitale løsninger

·      Lokale netværksgrupper

·      Udflugter og oplevelser

·      Tilgængelighed og interessepolitik

·      Sociale fællesskaber

·      Kommunikation på tegnsprog og talesprog

 

Tilbage til indhold


 

Døvblindhed

 

Døvblindhed er et dobbelthandicap, der består af både alvorlig synsnedsættelse og alvorlig hørenedsættelse. Nogle døvblinde har en synsrest, andre har en hørerest, mens nogle er helt døve og blinde.

Når de to vigtige sanser ikke kan bruges til at kompensere for hinanden, rammer kombinationen ekstra hårdt og giver store sociale og kommunikationsmæssige udfordringer. Funktionelt regnes man for døvblind, når de to sanser er så nedsatte, at man i praksis har svært ved at følge med i, hvad der foregår omkring én.

Døvblindhed kan være medfødt eller erhvervet senere i livet. DøvBlinde Danmark er en forening for døvblinde, som har fået sansenedsættelserne senere i livet og som har udviklet sprog.

Ofte er døvblindhed forårsaget af arvelige genmutationer. Den mest almindelige er Usher, som har Retinitis Pigmentosa (RP) som medfølgende syndrom. Usher giver syns- og hørenedsættelser, der som regel forværres over tid.

Døvblindhed kan også skyldes aldring. Mange ældre får med tiden så svækkede sanser, at de er funktionelt døvblinde. Det kan let forveksles med almindelig aldring eller demens, men i mange tilfælde kan rigtige hjælpemidler og støtteforanstaltninger gøre en verden til forskel.

 

Tilbage til indhold

 

 

 

Medlemskab

 

Er du døvblindbleven eller har syns- og hørenedsættelse i så alvorlig grad, at det sætter store begrænsninger i din kommunikation, kan du optages som medlem i DøvBlinde Danmark.

Som udgangspunkt kan man blive medlem, hvis man er døv eller bruger høreapparat og er blind eller svagsynet. Alle ansøgninger vurderes individuelt.

Ansøgning om medlemskab på www.dovblinde.dk eller ved henvendelse til Døvblinde Danmark.

 

Tilbage til indhold

 


 

Få besøg af din medlemsrådgiver

 

DøvBlinde Danmarks medlemsrådgivere tilbyder hjemmebesøg i hele landet på tale- eller tegnsprog.

Rådgiverne har selv nedsat syn og hørelse og kender alt til de problematikker og usikkerheder, der følger med at miste to så vigtige sanser. De motiverer og hjælper dig videre med tilværelsen.

Rådgiverne kan også hjælpe dig i gang med foreningens mange tilbud eller henvise til andre relevante instanser. Medlemsrådgiverne er frivillige og gennemgår en grundig uddannelse i DøvBlinde Danmark, så de kan bruge deres personlige erfaringer til at hjælpe og støtte foreningens medlemmer lokalt.

 

Find din lokale medlemsrådgiver på www.dovblinde.dk eller kontakt DøvBlinde Danmark.

 

Tilbage til indhold

 


 

Bisidderservice

 

Har du brug for personlig støtte ved møder med fx kommune, sagsbehandler eller andre myndigheder, tilbyder en medlemsrådgiver fra DøvBlinde Danmark at tage med som frivillig bisidder og hjælpe dig godt igennem mødet.

En medlemsrådgiver er hverken advokat eller socialrådgiver og kan ikke føre sagen eller ordet for dig, men kender selv til problemerne og kan støtte og hjælpe med at sikre, at du får sagt det, du gerne vil.

 

Kontakt DøvBlinde Danmark eller din lokale rådgiver og hør om dine muligheder for at få en bisidder med.

 

Tilbage til indhold

 

 


 

Spørg socialrådgiveren

 

Er du i tvivl om dine rettigheder, er din sag gået i hårdknude eller har du brug for hjælp til at klage over en afgørelse?

Spørg DøvBlinde Danmarks socialrådgiver, hvis du har brug for vejledning og rådgivning om dine rettigheder.

 

Socialrådgiveren træffes på mail og telefon.

Find kontaktoplysninger på www.dovblinde.dk eller kontakt DøvBlinde Danmark. 

 

Tilbage til indhold

 

 

 


 

Din lokale erfagruppe

 

”Man kan nemt føle sig ensom, når man ikke kan høre, hvad der foregår. Det er noget helt andet i erfagrupperne – her bliver der taget hensyn. Man taler én ad gangen, og man føler sig hurtigt hjemme. Det er utroligt, hvad en kop kaffe og en god snak kan gøre.”

 

DøvBlinde Danmarks lokale erfagrupper er der, hvor man mødes for at snakke om hverdagen og hygge sig med andre i samme livssituation. Grupperne mødes en gang om måneden og hører foredrag eller snakker om emner, der relaterer sig til det at leve som døvblind.

Erfagrupperne ledes af frivillige døvblinde. Her tales i teleslynge, og kontaktpersoner og tolke hjælper med kommunikationen. Der sørges altid for gode lys- og lydforhold.

 

Find nærmeste erfagruppe på www.dovblinde.dk eller kontakt DøvBlinde Danmark.  

 

Tilbage til indhold

 

 

 


 

Digital kommunikation og netværksgrupper  

 

Hos DøvBlinde Danmark kan du få hjælp og vejledning til at finde det computer- eller telefonudstyr og de programmer, som passer til dig.

 

Vi kan hjælpe dig i gang på Ideksy, et nyhedsforum kun for døvblinde, hvor man kan få informationer og debattere i nyhedsgrupper, læse tekst-tv på en enkel måde og finde links til relevante websider. DøvBlinde Danmark vejleder også om digitalisering og tilgængelige løsninger.

 

DøvBlinde Danmark har også lokale netværksgrupper, hvor medlemmer mødes med en instruktør. Her udveksles der gode råd om brugen af smartphone og tablets – primært iPhone og iPad. Medlemmerne deler fif om de mange muligheder, der findes i form af apps og tilgængelighedsprogrammer.

 

Kontakt DøvBlinde Danmark hvis du vil være med i en lokal netværksgruppe.

 

Tilbage til indhold

 


 

Kurser & aktiviteter

 

Kom med på DøvBlinde Danmarks kurser og udflugter og oplev en stemning, hvor alle kan være med. Kommunikationen tilpasses altid med teleslynge, synsbeskrivelse og tolke efter behov.

På kurserne kan du lære nyt, hygge dig, blive inspireret til hverdagen og lære andre at kende, der også har nedsat syn og hørelse.

Kurserne holdes på kursuscentre med god tilgængelighed.

Kontaktpersoner, tolke og ledsagere er altid velkomne.

 

Hold øje med aktivitetskalenderen på www.dovblinde.dk eller få tilsendt DøvBlinde Danmarks aktivitetsplan.

 

 

Tilbage til indhold

 

 


 

Vennetjenesten

 

”Få en god snak i telefonen eller skriv mails med din telefon- eller mailven - det kan gøre hele dagen til en bedre dag”

 

Vennetjenestens tilbud er for alle DøvBlinde Danmarks medlemmer. Det koster ikke noget at få en telefon- eller mailven, og det kan helt sikkert gøre hverdagen lidt hyggeligere.

Vennetjenesten er frivillige døvblinde, som ringer eller skriver sammen med medlemmer, der ønsker en snak. Det er dig og din telefonven, der selv bestemmer, hvad I vil snakke om.

 

Ønsker du en telefon- eller mailven, så udfyld skemaet på www.dovblinde.dk eller kontakt DøvBlinde Danmark.

 

 

Tilbage til indhold


 

DøvBlinde Ungdom

 

”Her bliver man taget godt imod! Vi har et super godt sammenhold, hvor tale- og tegnsprogsbrugere snakker på kryds og tværs. Det er som at komme hjem efter at have været ude at rejse i meget lang tid”.

 

DøvBlinde Ungdom er for alle unge med nedsat syn og hørelse på 15 - 35 år. Vi skaber hyggelige rammer for et godt fællesskab.

Alle er velkomne – både talebrugere, tegnsprogsbrugere, drenge, piger og unge af forskellig etnicitet.

 

·      Ungdomsweekender med overnatning

·      Fælles oplevelser

·      Sammenhold

·      Fællesskab

 

Find os på www.dovblinde.dk/ungdom eller på unge døvblindes egen gruppe på facebook: DøvBlinde Ungdom.

 

 

Tilbage til indhold

 

 


 

Familienetværk

 

»Man føler sig altid anderledes, når man er forældre til et barn, som er syns- og hørehæmmet. Det er befriende både for os, vores søn og hans lillesøster at mødes med familier, der kan forstå os med det samme. Her behøver vi ikke forklare noget – det er bare skønt at grine sammen.«

 

Har man et barn i familien med nedsat syn og hørelse, kan det være rart at dele erfaringer med andre i samme situation. Hos DøvBlinde Danmark mødes familier og deler oplevelser og viden om alt fra hjælpemidler til gode fif i hverdagen.

På familieweekender mødes både familier, hvor det er barnet, der har syns- og hørenedsættelse, og familier hvor det er en forældre, der er døvblind. Omdrejningspunktet er, at alle familier med døvblindhed tæt inde på livet, kan have glæde af hinandens erfaringer.

Har du eller et af dine børn en døvblindediagnose, skal du ikke holde dig tilbage fra at melde jer ind i DøvBlinde Danmark og få glæde af Familienetværket.

Nye familier er velkomne!

 

Kontakt os på www.dovblinde.dk eller hold øje med familiearrangementer i kalenderen på www.dovblinde.dk

 

Tilbage til indhold

 

 

 

 

Kontaktperson

 

Er du døvblind eller har en alvorlig syns- og hørenedsættelse, kan du søge din kommune om kontaktperson. En kontaktperson fungerer som bindeled mellem dig og dine omgivelser og holder dig orienteret fx ved at hjælpe med avislæsning, ordne post, meddelelser, regninger samt ledsage ved indkøb, familiebesøg, på kurser, udflugter og meget mere.

En kontaktperson ansættes af kommunen. De fleste kommuner i Danmark samarbejder med døvblindekonsulenterne hos CFD, som hjælper med at ansætte kontaktpersonen og få ansættelsen til at fungere.

 

Du kan få flere oplysninger hos din kommune eller hos din døvblindekonsulent på CFD Rådgivning.

Læs mere på www.cfd.dk

 

Tilbage til indhold

 


 

Foredrag om livet som døvblind

 

• Hvordan kommunikerer man med én, der hverken kan høre eller se?

• Skal man hjælpe, hvis man møder en døvblind på gaden?

• Hvordan bevarer man livsgnisten, når syn og hørelse svigter?

 

DøvBlinde Danmarks informatører, der selv er døvblinde eller har nedsat syn og hørelse, deler ud af deres egen livshistorie og fortæller åbent, hvordan det er af at leve med det dobbelte handicap.

 

Informatørerne besøger skoler, uddannelsesinstitutioner, loger, foreninger, virksomheder og andre steder, der gerne vil vide, hvordan det er at leve med døvblindhed.

 

Foredrag skræddersys, så det passer til alle målgrupper på tegnsprog eller tale.

 

Informatørforedrag er gratis og kan bestilles på www.dovblinde.dk

 

 

Tilbage til indhold

 

 


 

Bagsiden

 

STØT DØVBLINDE DANMARK

 

Blekinge Boulevard 2

2630 Taastrup

mail@dovblinde.dk

 

Find os på:

www.dovblinde.dk

facebook: DøvBlinde Danmark

Medlemsgruppen på facebook: Medlemmer i DøvBlinde Danmark

Ung på facebook: DøvBlinde Ungdom