Årsberetning

2022

FDDB

 

 

Foreningen Danske DøvBlinde

 

 

 

Forsidefoto: To døvblinde kvinder taler taktilt tegnsprog sammen. Den ene smiler forventningsfuldt, den anden med kasket og briller koncentrerer sig. Logo nederst på siden. Røde bobler øverst på siden.


 

Indholdsfortegnelse

 

Velkommen til Årsberetningen 2022

Formanden ser tilbage

Medlemmerne i tal

FDDBs organisation

Hovedbestyrelsen

Forretningsudvalget

Sekretariatet

Årets politiske indsatser

Usikkerheden på tolkemarkedet voksede

En tolkeuddannelse i knæ

Ret til hemmelig stemmeafgivning

Et centralt rehabiliteringstilbud

Digitalisering - MitID

Digital Post

Tilgængelighedsloven

FDDBs DH-repræsentanter

Kurser og arrangementer

Interne udvalg og grupper

Ekstern repræsentation

Royal Run – et løb i fællesskab

Kulturmøde i FDDB: ”Det er vigtigt at være nysgerrig”

FDDB-ungdom

Nordisk Ungdomslejr – en vild tur til Island

”Ved du, hvordan det er at leve livet i en sæbeboble?”

Telekommunikation

Hjælpemidler og netværksgrupper

Brugerråd DR og TV2

Digitalisering

Arrangementer

DøvBlinde-Teamet

FDDB-rådgiverne

Erfagrupperne

Vennetjenesten

Informatørtjenesten

Pas på dig selv i samarbejde med andre

Haptiske signaler: ”Nu ved jeg, når nogen smiler til mig”

Fundraising og PR

Kampagner til private bidragsydere

Årets julehjerte

Støtte fra fonde og private

Tak for al støtte

FDDB er med i Solsikkeprogrammet

FDDBs 35 års jubilæum: ”Jeg ville ikke bytte foreningen ud med noget andet”

Medier og kommunikation

Formanden ser fremad

Bagside

 


 

Velkommen til Årsberetningen 2022

 

Illustration: Deltagere på vandrekursus rister pølser på et bål med Lillebælt i baggrunden

 

Vi har glædet os til endnu engang at invitere dig indenfor i FDDBs verden. I Årsberetningen 2022 kan du både læse om de store og små begivenheder, der er sket i løbet af året, og finde info om hvad der rører sig mellem linjerne i en forening som FDDB. Det som alt sammen er med til at gøre FDDB til en levende og dynamisk forening og til at gøre FDDB til døvblindes sociale holdepunkt.

Årsberetningen fås i en trykt magasinversion med fotos, som ren tekst i stor eller lille skrift, på lyd, på punkt og i en digital version på word, pdf og html. Alle versioner kan fås hos FDDB eller downloades fra www.fddb.dk

Vi håber, du finder FDDBs Årsberetning 2022 lige så inspirerende som vi selv gør.

God læselyst!

Jackie Lehmann Hansen, Formand i FDDB 

 

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

Formanden ser tilbage

 

Illustration: Jackie Lehmann Hansen foran H-huset med sin hvide stok.

 

Af Jackie Lehmann Hansen

2022 var første år i vores politiske handlingsplan, som gælder frem til 2025. Sammen med organisationer og samarbejdspartnere har vi drøftet visioner for et centralt rehabiliteringstilbud for døvblinde. Vi har ført dialoger med landsdækkende handicaporganisationer og lokale politikere om de udfordringer og løsninger, vi ser på døvblindeområdet.

 

Digitalisering

Digitaliseringen er kommet for at blive. Det er godt på rigtig mange områder, men vi døvblinde kan tit føle, at vi er bagefter, når samfundet ikke tænker tilgængelighed med ind i udviklingsfasen. Det skaber store udfordringer, når nye systemer og programmer udrulles. Vi har til stadighed gjort opmærksom på dette via vores repræsentationer i forskellige brugerråd.

 

Synlighed

FDDB har brugt 2022 på at skabe mere synlighed. Fx har jeg lavet en formandsside på Facebook, hvor mit formandsarbejde kan følges. Mit indtryk er, at det har skabt større forståelse og interesse for vores politiske arbejde, skabt mere indsigt og givet mulighed for, at mange flere kan følge med i den udvikling, FDDB er i gang med.

 

Besøg hos erfagrupperne

På sidste Landsmøde lovede jeg at besøge alle FDDBs 16 erfagrupper. Formålet med møderne var at fortælle om mit politiske virke og det arbejde, som Hovedbestyrelsen laver. Målet blev indfriet ultimo november 2022, hvor den 16. og sidste erfagruppe blev besøgt. Det har været en fornøjelse at komme rundt. Her har jeg fået utrolig mange inputs, afklaret undren, mødt medlemmerne og delt vigtig viden om det arbejde, vi gør i FDDB. Min rundrejse har i den grad bekræftet mig i, at FDDB er på rette vej.

 

Et presset tolkeområde

Vi har sammen med andre organisationer sat fokus på tolkeområdet. Tolkeområdet er under så massivt pres, både af udbud og manglende optag og studerende på landets tegnsprogs- og skrivetolkeuddannelse, at der må gøres et stort arbejde for at sikre, at der også i fremtiden er tolke til vores medlemmer.

 

FDDB

Takket være vores kursusledere, frivillige og medarbejdere i FDDB kunne vi igen i 2022 tilbyde en bred vifte af medlemstilbud til glæde for vores medlemmer. Det var tiltrængt efter de mange perioder med nedlukninger. I 2022 begyndte vi en opkvalificering af vores interne tillidsfolk, som gør en indsats i de lokale DH-afdelinger. Vi har skabt et rum, hvor FDDBs DH-repræsentanter kan sparre med hinanden og blive klogere på arbejdet i hinandens lokalafdelinger.

Vi har i løbet af året delt debatindlæg og artikler om, at vi døvblinde både kan og vil bidrage til samfundet som en aktiv ressource.

 

Illustration: Deltagere på et madlavningskursus (primært unge) får tolket hvad kokken siger. På tolkens ryg står med store bogstaver ’Tolk’

 

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

Medlemmerne i tal  

 

Medlemmer: 470

Talebrugere: 387

Tegnsprogsbrugere: 83

En del medlemmer kan begge sprog

 

Alder

Unge under 35 år: 42

Ældre over 70 år: 273

Ældre over 100 år: 5

 

Regionale tal

Hovedstaden: 145

Sjælland: 94

Nordjylland: 46

Midtjylland: 65

Syddanmark: 120

 

Erfagrupper og antal deltagere       

Nordsjælland: 21     

København Vest: 39

Østsjælland: 23        

Vestsjælland: 32

Storstrøm: 8             

Fyn: 33    

Sønderjylland: 5      

Sydvestjylland: 7     

Trekantsområdet: 12                

Midtøstjylland: 8     

Midtvestjylland: 16 

Nordjylland: 21        

Bornholm : 8             

Sjælland Tegnsprog: 6              

Syddanmark Tegnsprog: 10

Midt- og Nordjylland Tegnsprog: 6          

 

Støtte- og erhvervsmedlemmer

Støttemedlemmer: 135

Erhvervsmedlemmer: 15

 

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

FDDBs organisation

 

Illustration: Hovedbestyrelsen stående samlet på Landsmødet 2021

 

Hovedbestyrelsen

Foreningens overordnede politiske retning sættes af Hovedbestyrelsen (HB), som består af fire tegnsprogsbrugere og fire talebrugere, der vælges for to år ad gangen på foreningens landsmøde. Hvis formanden er tegnsprogsbruger, vælges en talebruger som næstformand og omvendt. Hovedbestyrelsen mødes fire gange om året til møder, der strækker sig over to dage. Hovedbestyrelsen er næste gang på valg på landsmødet i 2023. 

 

Forretningsudvalget

Forretningsudvalget (FU) udgør den politiske ledelse af FDDB i forhold til omverdenen, repræsenterer FDDB udadtil og lægger rammerne for det daglige interessepolitiske arbejde. Sammen med to menige bestyrelsesmedlemmer udgør formanden og næstformanden FDDBs forretningsudvalg. Forretningsudvalget mødes 1-2 gange om måneden, fysisk og online.

 

 

FAKTABOKS

Hovedbestyrelsen: 4 møder i 2022

Jackie Lehmann Hansen (formand)

Anders Fransson (næstformand)

Hanne Vestergaard Ottesen

Bjarne Hvidsten

Gert Weingardt

Raziye Acili

Peter Ryberg

Niels-Henrik Jørgensen

 

Forretningsudvalget: 17 møder i 2022

Jackie Lehman Hansen

Anders Fransson

Hanne Vestergaard Ottesen (udtrådt pr. 31. december 2022)

Bjarne Hvidsten

 

Sekretariatet

Sekretariatet består af en fast stab af administrative og projektfaglige medarbejdere. Der var ved udgangen af 2022 ansat 11 medarbejdere på sekretariatet inkl. formanden svarende til 7,9 årsværk, heraf tre medarbejdere i fleksjob. FDDB har tilknyttet en socialrådgiver to timer ugentligt.

FDDB har mange døvblinde ansatte og frivillige, som varetager forskellige arbejdsfunktioner rundt om i landet. I 2022 havde FDDB fem timelønnede telefoninstruktører, to teknikere og 11 FDDB-rådgivere, der sammen med 18 frivillige erfaledere, 16 informatører samt øvrige tillidsfolk yder et vigtigt arbejde for foreningen.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

Årets politiske indsatser

 

Illustration: Formanden Jackie Lehmann Hansen står med sin hvide stok på en P-plads og ser på pilene på vejbanen. De peger i hver sin retning

 

Usikkerheden på tolkemarkedet voksede

I 2022 er det væltet ind med beretninger om, hvor vanskeligt man har ved at få tolkning til fx det frivillige arbejde, til FDDBs aktiviteter, til møder mm. Tolkning som man har ret til, men som et uhensigtsmæssigt tolkeudbud forringer muligheden for. Vi har fastholdt et massivt pres på politikere og myndigheder i 2022 – tolke er for en stor gruppe døvblinde livslinen til andre mennesker!

Vi står ikke alene. Sammen med Danske Døves Landsforbund og Høreforeningen kæmper vi for en smidig adgang til kvalificerede tegnsprogs- og skrivetolke. I 2022 blev Socialministeren kaldt i samråd, tolkebrugere delte deres frustrationer over tolkemanglen på sociale medier, og brugerorganisationerne korresponderede med den ansvarlige minister mange gange. En omorganisering af tolkeområdet er længe ventet, men et valg i efteråret satte alt i stå – igen. Der er nu nyt håb for 2023. 

Dialog kan altid skabe forståelse mellem parterne, og derfor tog FDDB i 2022 initiativ til fællesmøder mellem handicaporganisationerne, Den Nationale Tolkemyndighed og Socialstyrelsen. Formålet er at sikre en konstruktiv dialog omkring problemstillingerne på tolkemarkedet samt holde hinanden informeret om udvikling og tendenser. Både i dette fora og blandt politikere har vi igennem året presset på for at sikre forsyningssikkerheden, således at døvblinde til stadighed har adgang til dygtige og kvalificerede døvblindetolke.

 

En tolkeuddannelse i knæ

Optaget på den 3,5-årige tegnsprogs- og skrivetolkeuddannelse på Københavns Professionshøjskole (KP) var i sommeren 2022 på fem personer. En massiv tilbagegang som kræver handling, ellers risikerer man at uddannelsen nedlægges. KP afholdt sidst på året en workshop med repræsentanter fra brugerorganisationerne og tolkeforeningerne. Man diskuterede rekrutterings- og fastholdelsesstrategier med det formål at få flere til at søge ind og samtidig mindske frafaldet. Bekymringen for uddannelsen er reel. FDDB ønsker fortsat en uddannelse og indgår aktivt med forslag til ændringer. Vi ser gerne, at uddannelsen gøres langt mere praksisorienteret.

 

Ret til hemmelig stemmeafgivning

I FDDB har vi i flere år haft fokus på bedre mulighed for døvblinde for at deltage i demokratiet, herunder mere information omkring afstemning og muligheden for at kunne stemme hemmeligt ved valg i Danmark.

Forud for Folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet og forud for Folketingsvalget 2022 havde vi igen kontakt til Indenrigsministeriets valgkontor. Det havde vi for at sikre os, at de satte ekstra ind på, at de valgtilforordnede dels kendte til reglen fra 2017 om, at man ikke behøver en valgtilforordnet med i stemmeboksen, men kan nøjes med egen udpeget vælger og dels, at de respekterede, at tegnsprogsbrugere har ret til at give udtryk for, at de kun vil have egen hjælper med (endelig fastslået i 2018) –  også selvom de almindelige regler siger, at man ikke må give udtryk for sit ønske via en tolk.
Reglerne blev i 2022 endelig ordentligt beskrevet i både vejledningen til kommunerne og i folderne til de valgtilforordnede bl.a. efter henvendelser fra FDDB.

Det var desværre nødvendigt at tage fat i valgenheden igen efter begge valg, bl.a. fordi medlemmer igen havde oplevet problemer med at få egen udpeget hjælper med. I 2023 holder vi møde med Valgenheden om dette, men også fordi vi vil stille forslag om bedre tilgængelighed, bl.a. i form af information på tegnsprog på Indenrigsministeriets hjemmeside, og fordi vi vil stille forslag om bedre muligheder for selv at kunne stemme – helt uden hjælp.

Illustration: Døvblind kvinde mærker på krydderiglas med punktmærkater. Kontaktperson synsbeskriver på taktilt tegnsprog

 

Et centralt rehabiliteringstilbud

Det specialiserede socialområde var til debat i 2022, bl.a. fordi regeringen tilbage i maj kom med et længe ventet udspil for specialeplanlægning i forhold til handicaps. Området er længe blevet kritiseret og har været igennem flere evalueringer. Udspillet fra regeringen blev også kritiseret for at være for uambitiøst.

At der er kommet et nyt forslag til specialeplanlægning spiller godt sammen med punktet på FDDBs politiske handlingsplan, som handler om at få et centralt rehabiliteringstilbud til døvblinde i Danmark. Vores oplevelse er at døvblindeområdet er for småt til kommunerne, og at der er fornuft i at få samlet udredning, rehabilitering og løbende opfølgning og indsats centralt med satellitter i regionerne.
Vi har derfor deltaget i en del møder i 2022 både i regi af Danske Handicaporganisationer og med andre aktører for at drøfte, hvordan en specialiseret indsats bør se ud for døvblinde.

 

Digitalisering - MitID

I løbet af 2022 skulle vi alle over på MitID, som er afløseren for NemID. FDDB har gennem Telekommunikation samarbejdet med Dansk Blindesamfund for at påvirke, at MitID bliver tilgængeligt. Det har vi gjort i dialog med Digitaliseringsstyrelsen i netværket for digital inklusion og i netværket for webtilgængelighed samt på møder mellem organisationerne og Digitaliseringsstyrelsen. Vi har også deltaget i diverse test af MitID, da det er vigtigt, at der følges op på, om tilgængeligheds-udfordringerne bliver løst.

Der har i perioder været udfordringer med at få leveret kodeoplæsere til dem som havde bestilt en. Vi stillede os naturligvis undrende overfor, at man ikke havde sikret sig en høj nok leverance fra starten.

Endelig har vi på diverse arrangementer forsøgt at klæde medlemmerne på i forhold til MitID, hvor vi har fremvist de forskellige identifikations-muligheder og prøvet at logge på Borger.dk via et demomiljø. Det har givet os viden omkring udfordringerne med overgangen til og brugen af MitID, som har været nyttigt i det politiske arbejde.

I slutningen af året blev vi involveret i den indledende fase af et nyt sikkerhedstiltag på MitID, der skal forhindre digital økonomisk svindel af primært ældre. Dette arbejde fortsætter i det nye år med konkrete afprøvninger.

Gennem projektet Telekommunikation arbejder vi også for, at der skal være et alternativ til dem, der ikke kan eller vil være digitale.

 

Digital Post

I 2022 stoppede offentlige myndigheder med at bruge e-Boks til digital post. I stedet blev en selvstændig postkasse til offentlig digital post lanceret, som kan hentes som en app eller tilgås via borger.dk. Det er stadig muligt at se digital post fra det offentlige hos e-Boks, men man kan ikke længere sende digital post til offentlige myndigheder derfra.

Der er desuden kommet en ny spiller, der hedder Mit.dk, som i lighed med e-boks kan vise ens post fra det offentlige, men man kan ikke sende derfra. Den er alligevel interessant, fordi nogle firmaer benytter Mit.dk frem for e-Boks. Vi er gået fra en digital postkasse til nu tre stykker. Dette har vi naturligvis påpeget det uhensigtsmæssige i, da der er flere brugergrænseflader, man skal sætte sig ind i som døvblind, og særligt brugergrænsefladen hos Mit.dk er problematisk for vores medlemmer. Vi har rejst problematikken over for Digitaliseringsstyrelsen. Vi kæmper fortsat for en tilgængelig digital post og for et alternativ til dem, der ikke kan være digitale.

 

Tilgængelighedsloven

I juni 2022 trådte en ny tilgængelighedslov i kraft, som udspringer af et EU-direktiv om, at tjenester og produkter, som sælges i EU skal være tilgængelige for personer med funktionsnedsættelser. FDDB har sammen med Dansk Blindesamfund og Danske Handicaporganisationer været til møde med Sikringsstyrelsen omkring implementeringen af loven og efterfølgende deltaget i en møderække afholdt af Sikringsstyrelsen for de brancher, der i første omgang bliver berørt af den nye lov, som vil få virkning fra juni 2025. De berørte tjenester og produkter er banktjenester, herunder digitale tjenester og pengeautomater, selvbetjeningsautomater som check-in automater i lufthavne og anden transport og e-handelstjenester fx internetbutikker, hvor man kan købe varer online. Vores rolle har primært været at følge med på området og sende et signal om, at vi holder et vågent øje med dette fremover.

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

FDDBs DH-repræsentanter

 

Illustration: Susanne Løcke på event i Furesø Kommune. Står foran FDDBs banner med infomateriale i hånden samt hvid-stok-emblem på farvestrålende trøje.

 

FDDB har DH-repræsentanter i 15 lokalafdelinger under Danske Handicaporganisationer (DH). Lokalafdelingerne har en bred repræsentation af handicap. Her er man fælles om at synliggøre lokale indsatser, som kan forbedre livet i lokalsamfundet for alle med et handicap. Nogle af FDDBs repræsentanter er også valgt ind i det kommunale handicapråd.

DH-lokalafdelinger arbejder for at søge indflydelse på de politiske beslutninger i kommunen, som vedrører handicapområdet samt at skabe en god og kontinuerlig kontakt til kommunalpolitikere og kommunens embedsmænd.

 

”Jeg sætter fokus på det, som andre ikke lige får råbt op om”

Susanne Løcke er 69 år, næsten helt blind og har nedsat hørelse. Hun har været DH-repræsentant siden 2010 og medlem af det lokale Handicapråd i Furesø Kommune siden 1. januar 2022.
Vi har fået lov at stille Susanne Løcke et par spørgsmål om hendes drømme og motivation for at kaste sig ud i det lokale arbejde. 

Hvad går det frivillige arbejde som DH-repræsentant ud på?

”Arbejdet går ud på at følge med i, hvad der rører sig på handicapområdet i vores kommune. Her har jeg fokus på at repræsentere synspunkter og holdninger for mennesker med det dobbelte sansetab, døvblindhed”.

Hvad går det frivillige arbejde som medlem af Handicaprådet ud på?

”Arbejdet i Handicaprådet går ud på at repræsentere alle mennesker med handicap i kommunen. Det er også et vigtigt arbejde. Her forsøger jeg at sætte fokus på de ting, som mange andre handicappede måske ikke selv får råbt op om”.

Hvordan kom du i gang med det frivillige arbejde på disse poster?

Det gjorde jeg via en god ven, som var aktiv i det handicappolitiske arbejde, og fordi jeg blev engageret i frivilligt arbejde på et aktivitetscenter, hvor DH-Furesø holdt deres møder.”

Hvad er det spændende ved at være DH-repræsentant og medlem af Handicaprådet i Furesø Kommune?

”Det mest spændende er, at man selv får en masse indsigt. Man får viden om ting, der foregår, man får viden om ting, der kunne foregå, og man får mulighed for at kunne påvirke beslutningstagerne. Det synes jeg er spændende.


Kan du nævne en sag, hvor du føler, at du og dine kolleger har gjort en konkret forskel?

”Det kan jeg sagtens. Jeg bliver taget med på råd, når der skal træffes beslutninger, som vedrører syn og hørelse. Fx. er jeg med i følgegruppen for udvidelsen af plejehjemmet Lillevang, og så har jeg stået for et event på Farum Bytorv, hvor jeg forsøgte at bygge bro mellem pårørende til handicappede og kronisk syge og kommunen. Her var både borgmesteren og kommunens borgerrådgiver til stede, så frustrerede borgere og pårørende kunne få en direkte adgang til systemet. Og så er der alle de små ting, der skal svares på undervejs”.

Hvad ville du gerne ændre i din kommune inden for handicapområdet, hvis du kunne bestemme?

Jeg synes faktisk, vores politikere gør alt, hvad de kan inden for de rammer, økonomien giver dem. Men havde jeg uanede midler til rådighed, så skulle alt i kommunen indrettes med universelt design, som ville gavne alle – både handicappede og andre samfundsgrupper.

Kan du nævne nogle af de opgaver, der ligger og venter i Lokalafdelingen eller i Handicaprådet i 2023?

”Jeg arbejder på at få mere fokus på vores pårørende og på den skjulte ressource de er. Pårørende ligger tit inde med både værdifuld viden og et ønske om at gøre en forskel. Men det kan være svært for pårørende at se, hvor man kan passe ind og gøre en forskel. Det vil jeg arbejde for i 2023”.

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

Kurser og arrangementer

 

Illustration: Fotos fra kurset Kreativ med FDDB. Vævning på væveramme samt små flettede kurve.

 

KURSER OG ARRANGEMENTER FOR MEDLEMMERNE I 2022:

·      Chokoladesmagning online

·      Temadag haptiske signaler

·      30+ for alle

·      Seniorhøjskole

·      Madlavningskursus for unge

·      Seniortræf

·      Sejltur med Sagafjord

·      Telekom hjælpemiddeldage

·      Kulturmøde i FDDB

·      Royal Run

·      Naturdag på Musholm

·      Vandrekursus (15 km ture)

·      Minikursus 1

·      35 års jubilæum FDDB

·      Minikursus 2

·      Vandrekursus (8 km ture)

·      Midt imellem ror vikingeskib

·      Når syn og hørelse svigter – for nye medlemmer

·      Kreativ med FDDB

·      Julehygge med Telekom

·      Kursus i haptiske signaler

·      Gåture i FDDBs gåtursgrupper

·      Udflugter med Klub Øst og Vest

·      Nordisk Mesterskab i Skak

·      Forældre- og børneweekend

·      Ungdomsweekends

 

KURSER AFLYST ELLER UDSAT PGA CORONA ELLER FOR FÅ TILMELDTE:

·      Sundhedskursus (aflyst)

·      Pårørendekursus (udsat til 2023)

·      DM i skak (udsat til 2023)

 


 

Interne udvalg og grupper

 

·      Forretningsudvalg

·      Valgkomité 2021-23

·      Strategiudvalg

·      Ungdomsudvalg

·      Seniorudvalg

·      Bladudvalg

·      Haptiske signaler

·      Tegnsprogsudvalg

·      Tolkeudvalg

·      PR-udvalg

·      Honorarudvalg

·      Internationalt udvalg

 

Arbejdsgrupper

·      Hjælpemidler

·      DH-repræsentanter

·      Vennetjenesten

·      Arbejdsgruppe for forældre-arrangementer

·      Skak

·      Rejseudvalg

·      Gå- og motionsture

·      Klub Øst

·      Klub Vest

·      Arbejdsgrupper for planlægning af kurser og arrangementer 

 

Internationale arbejdsgrupper

·      Døvblindes Nordiske Samarbejdskomité (DBNSK)

·      EDbU-Y ungdomslejr 2024

 

Ekstern repræsentation

·      Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) - bestyrelsen

·      CFD – bestyrelsen, observatør

·      Socialstyrelsen – det faglige råd

·      DRs Brugerråd

·      TV2s Brugerråd

·      Tolkerådet under Den Nationale TolkeMyndighed

·      Castberggårds repræsentantskab

·      Følgegruppe for Ordbog over dansk tegnsprog

·      Nota Biblioteks rådgivende udvalg

·      Nota Biblioteks ad hoc gruppe for døvblinde

·      DHs Repræsentantskab

·      Tilgængelighedsgruppe vedr. H-huset

·      Blindecenter Bredegaard

·      Alice Agnes Kampps legat

·      Institut for Syn, Hørelse og Døvblindhed i Region Nordjylland

·      Kvinderådets repræsentantskab, DH repræsentation

·      Det regionale kontaktforum for handicap

·      Det regionale dialogforum på det sociale område (Region Nordjylland og Region Midtjylland)

·      Kommunikationscentret region Hovedstaden

·      Institut for Kommunikation og Handicap region Midtjylland

·      Specialcenter Roskilde Kommunikation, SCR

·      Uddannelsesudvalg Professionshøjskolen (UCC/KC)

·      Pengeinstitutternes Handicapkontaktudvalg

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

Royal Run – et løb i fællesskab

 

Illustration: Deltagerne på Royal Run i Nyhavn med gule veste med teksten: DØVBLIND og DØVBLINDEGUIDE

 

Det var en national fest, da Royal Run i juni blev afholdt i gader og stræder i bl.a. København, Århus og Aalborg. FDDB var med for første gang. 1-2 frivillige havde på forhånd meldt sig til at samle alle de medlemmer, der deltog i hver by. I fællesskab blev der varmet op, grinet, strakt ud og svedt. I alt 25 døvblinde medlemmer samt ledsagere og tolke trodsede regnvejret for at løbe eller gå 1,6 km (svarende til 1 mil), 5 km og nogle få endda 10 km.

Alle var iført ens grønne Royal Run T-shirts under gule refleksveste med teksten FDDB DØVBLIND. Allerede inden løbets start var stemningen høj. Undervejs tittede solen også frem. Stemningen var særligt høj ved målstregen, hvor der blev taget selfies med tilfredshed og brede smil.

Alle kom i mål og fik en velfortjent medalje. FDDB sørgede for sandwich. Løbet skabte glæde, stolthed og sammenhold internt i FDDB, men også eksternt i hele Danmark på tværs af byer, alder, køn og handicap.

Selv om FDDB ikke koordinerer deltagelse i løbet i 2023, vælger flere medlemmer at løbe sammen igen og har allerede tilmeldt sig Royal Run på egen hånd i flere forskellige byer.

Det er altid dejligt, når FDDB kan starte en ny tradition, som medlemmerne selv fører videre udenfor FDDB-regi.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

Kulturmøde i FDDB: ”Det er vigtigt at være nysgerrig”

 

Illustration: To fotos fra kulturmødet, hvor døvblinde smilende taler tegnsprog med hinanden i hænderne. På det ene billede mærker to deltagere både på hinandens og på tolkens hænder

 

I maj holdt FDDB for første gang Kulturmøde for 30 døvblinde med ledsagere og tolke. Formålet var at skabe større sammenhængskraft og styrke kommunikationen mellem medlemmerne i FDDB – på tværs af alder, køn, baggrund, kultur og ikke mindst sprog.

Mødet var en skøn blanding af personlige beretninger og oplæg om, hvordan vi alle påvirkes af den kultur, vi er en del af, og hvordan vi selv er med til at forme den gennem vores hverdagshandlinger. Når kulturer mødes, opstår der let misforståelser, med mindre man er opmærksom på faldgruberne og er nysgerrige omkring hinandens livssyn. Resultatet var en stærk følelse af rummelighed og forståelse for hinanden.

Alle var enige i, at der skal være plads til forskellige sprogkulturer i FDDB, men også at vi sammen skal favne den fælles kultur. Derfor blev der også sat fokus på, hvad der samler os i FDDB. Det fælles referencepunkt er døvblindheden, som alle i forskellige grader og former kender til. Døvblindheden vil altid skabe en fælles forståelse og er et udgangspunkt for gode snakke og erfaringsudvekslinger, og på kurset blev det drøftet, hvordan vi kan dele det, der er svært og inspirere hinanden.

Fire talebrugere fik deres tegnnavn på Kulturmødet. En tradition, der betyder ’Velkommen blandt tegnsprogsbrugere’. Samtidig lærte alle talebrugerne en række tegn og blev parret med en tegnsprogsbruger og med tolke, så de kunne øve sig på små samtaler. Der blev talt om alt fra forskelle og ligheder imellem deltagerne, oplevelsen af at vokse op som døv eller hørehæmmet, tegnsprogets opbygning til brug af blindestok, som mange af deltagerne har til fælles. Med andre ord blev der bygget mange små personlige broer mellem de to sprogkulturer.

Kulturdagene sluttede med en debat om, hvordan vi styrker fællesskabet på tværs af sprogkulturer. Konklusionen var bl.a., at tolke spiller en afgørende rolle i at mindske kommunikationskløften, og at vi skal bruge dem så aktivt vi kan. Derudover skal vi være bedre til at blande os på tværs af sproggrupper ved arrangementer og være nysgerrige over for hinanden og hinandens sprog.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

FDDB-ungdom

 

Illustrationer: Fotos fra ungdomstræf på Island hvor døvblinde i gummibåde sejler ned ad en flod, en underjordisk lysudstilling samt unge ved deres stand på Ungdommens Folkemøde.

 

FAKTABOKS

Unge under 35 år: 42

Planlægningsmøder: 5 

Weekendtræf: 3

Inspirationsmøder på Zoom: 6

 

FDDBs unge døvblinde har mødtes mange gange i løbet af året – både til planlægningsmøder, weekendtræf og inspirationsmøder på Zoom.

I marts mødtes en flok til weekendtræf på Hotel Nyborg Strand med fokus på sundhed, kost og motion. En foredragsholder gav tips til, hvordan man laver en god træningsplan, arbejder med muskelopbygning og laver kostplan til styrketræning og kondition. Temaet var valgt og weekenden planlagt af de unge selv, som fik masser af inspiration til at se nærmere på egne kost- og motionsvaner.

Vikingetiden var temaet for årets anden weekend. De unge fik besøg af en flok udklædte vikinger, som bød på fortællinger, fægtekamp og mjødsmagning. De unge mærkede på det hele og prøvede tekstiler, beklædningsgenstande og våben fra Vikingetiden. Senere på dagen steg de ombord på et skib på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som simulerede alt fra solskin og vindstille til tordenvejr og stormvejr.

I december var der julehygge, samvær og julemad på Fredericia Vandrehjem. En udflugt til Koldinghus bød på et eventyrligt julemarked med boder, levende lys, julepynt, glögg og æbleskiver.

 

Nordisk Ungdomslejr – en vild tur til Island  

Syv danske unge deltog i Nordisk Ungdomslejr på Island i sommeren 2022 og fik forrygende oplevelser sammen med døvblinde unge fra hele norden. En iskold riverrafting-tur ned ad en flod af gletsjervand og en underjordisk lys-udstilling var blandt de ting, der gjorde turen uforglemmelig. Formålet med de nordiske ungdomslejre er at styrke unge døvblinde til at stå ved deres sansenedsættelser og bryde grænserne for, hvad de selv tror, de kan. Danske Danni Hussain på 23 år skrev i Medlemsnyt om oplevelsen:

”Nogle gange kan man glemme sine rettigheder, og hvem man egentlig er. Jeg plejer at være tilbageholdende og forsigtig som person, men på FDDB-arrangementer kan jeg åbne op og snakke meget mere, for her er alle ens. At jeg nogensinde skulle komme til Island havde jeg ikke troet. Der var så fredeligt og natur overalt, og det var vildt at prøve de mange aktiviteter”.

Læs mere om Dannis og de andre unges oplevelser i Medlemsnyt 9 2022.

 

 

”Ved du, hvordan det er at leve livet i en sæbeboble?”

Ungdommens Folkemøde. I 2022 deltog FDDB-ungdom i Ungdommens Folkemøde i Valbyparken. Her mødes hvert år mere end 50 organisationer, masser af politikere, kulturpersonligheder, tænketanke og virksomheder med 30.000 unge, særligt 8.-10. klasser og gymnasieelever. FDDB havde en stand i SUMH’s telt under temaet ’Mennesker og mangfoldighed’.

FDDBs unge informatører blæste sæbebobler og spurgte de mange unge, der kom forbi, om de havde lyst til at prøve at være døvblinde. De nysgerrige – og modige – fik mørkebriller for øjnene samt ørepropper eller høreværn på. Rollerne blev byttet rundt, og de døvblinde informatører ledsagede de unge gæster rundt på Folkemødepladsen. På den måde fik de unge et fysisk indblik i nogle af de udfordringer, døvblindhed medfører. De unge blev også opfordret til at snakke med hinanden, mens de havde værn på, hvilket var noget af en udfordring.

Nicoline, en af vores unge døvblinde informatører, fortalte: "Det var en rigtig god dag for os frivillige! Der kom mange forbi og spurgte hvordan det er at være døvblind. De fik lov til at prøve mørke briller og ørepropper. Det var helt klart en øjenåbner for dem, og de fandt det mærkeligt og ubehageligt. Naturligvis var de ikke vant til det, men sådan er livsvilkårene som døvblind. Nogen af de unge var børn af døvblinde eller døve forældre, og det fik vi også en snak om. En rigtig god, oplevelsesrig og inspirerende dag for både os og for de andre unge".

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

Telekommunikation

 

Illustration: Mobiltelefon på et bord, som betjenes af en døvblind via elektronisk punktdisplay

 

Det overordnede mål for FDDBs projekt Telekommunikation er at give døvblinde mulighed for at anvende IKT og telekommunikation gennem undervisning, support, rådgivning samt information om tekniske løsninger, programmer og produkter. Endvidere følger projektet den teknologiske udvikling tæt.

 

Hjælpemidler og netværksgrupper

I forbindelse med udredning og ansøgning af IKT-hjælpemidler er Telekommunikation ofte til stede for at støtte og videreformidle erfaringer. Desuden supplerer vi kommunernes undervisning i det kompenserende udstyr og udarbejder enkle brugervenlige vejledninger i de formater, der er behov for.

I netværksgrupper mødes deltagerne ca. 3 gange om året med en fra Telekommunikation. Her udveksles erfaringer med iPhone, iPad, apps og nyttige funktioner.

 

Brugerråd DR og TV2

Telekommunikation repræsenterer FDDB i DRs og TV2s brugerråd. I 2022 blev der vedtaget en ny medieaftale om DR og TV2’s forpligtelser i mængde og indhold på tilgængelighedstjenesterne på TV. Det går fortsat langsomt i forhold til det udbud, som TV2 tilbyder. Vi ser frem til, at flere udsendelser tegnsprogstolkes, synsbeskrives, har undertekster og at de oplæses.  

 

FAKTABOKS

Møder i DRs brugerråd: 3

Møder i TV2s brugerråd: 2

 

Digitalisering

Telekommunikation følger digitaliseringsområdet tæt og gør hvad vi kan for at påvirke digitale løsninger, så de bliver tilgængelige for døvblinde. Det gør vi i dialog med Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark. Vi er med til at teste de løsninger der udvikles og sikrer, at der er fokus på de udfordringer, som døvblinde oplever med digitale løsninger, webtilgængelighed og IT-sikkerhed. Vi samarbejder med de øvrige handicaporganisationer under Danske Handicaporganisationer.

 

FAKTABOKS

Instruktører: 4

Teknikere: 2

Koordinator: 1

Medarbejder: 1

 

ARRANGEMENTER

- Julearrangementer med fagligt indhold (Øst og Vest)

- 2 Hjælpemiddeldage

- 4 møder i IKT netværksgruppe i Aalborg

- 2 møder i IKT netværksgruppe i Aarhus

- 5 møder i IKT netværksgruppe i Taastrup

- 1 møde i ny IKT netværksgruppe Næstved

- 2 dialogmøder

- Arrangement på Ulleruphus for tegnere i Fredericia

- Besøg hos beboerne på Følager og Egebækhus Plejecentre

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 


 

DøvBlinde-Teamet

 

Illustration: Foto fra Frivilligkursus hvor en gruppe af deltagerne står i haven ved Fuglsangcentret

 

FDDB-rådgiverne

Rådgivning fra døvblind til døvblind er et tilbud om hjemmebesøg med tryg og personlig rådgivning fra én der selv kender følelsen. Tallene for fysiske hjemmebesøg i 2022 er præget af forsigtigheden i perioden efter corona-nedlukningerne, men det samlede antal korrespondancer er steget og fortæller en historie om, hvor vigtigt det var – og fortsat er – at holde en tæt kontakt med de medlemmer, der har brug for rådgivning. Rådgiverne trækker på egne erfaringer med døvblindhed, fortæller om FDDBs tilbud, giver personlig støtte, er bisidder ved møder, informerer om hjælpemidler og henviser til relevante instanser på døvblindeområdet.

 

FAKTABOKS

FDDB-rådgivere: 11

Fysiske hjemmebesøg: 71

Korrespondancer via telefon- og mail: 350

 

Erfagrupperne

Erfagrupperne er stadig rygraden af FDDBs tilbud til medlemmerne. De lokale møder, der holdes en gang om måneden, er en social holdeplads og stedet hvor man bliver set og hørt som den, man er. I erfagrupperne erfaringsudveksles der om livet med døvblindhed over en kop kaffe og brød. Af og til får grupperne besøg af en oplægsholder, som fortæller om spændende emner relateret til døvblindhed.

 

FAKTABOKS

Lokale erfagrupper: 16

Deltagere: 255

Antal møder i 2022: Ca. 160 

Kopper kaffe serveret: ca. 40.000

 

Vennetjenesten

Vennetjenesten er FDDBs tilbud om fast månedlig kontakt mellem døvblinde på telefon eller mail. Med sin telefonven kan man tale om løst og fast. Én gang om året mødes de frivillige telefonvenner og får inspiration og input til arbejdet.

Venner: 11

Brugere: 30

Opkald og mails: ca. 800

 

Informatørtjenesten

Informatørtjenesten er FDDBs tilbud om skræddersyet oplysning fra døvblinde informatører til omverdenen. Informatørerne giver et personligt indblik i deres opvækst og liv med døvblindhed og sætter fokus på de mange udfordringer, der er forbundet med et liv med nedsatte sanser. I 2022 var hovedfokus på landets SOSU-skoler. Derudover har vores informatører været på besøg hos DSB, på Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS), Menneskebiblioteket, Høremesser og deltaget i flere interviews og workshops med DTU-studerende.

 

Tilhørere: Ca. 1000 personer ved foredrag, workshops, interviews, faglige oplæg m.m.

 

TEKSTBOKS:

DSB-medarbejdere lyttede intenst til informatørernes råd  

I 2022 henvendte DSB sig til Foreningen Danske DøvBlinde og bad om gode råd til, hvordan man kan gøre rejseoplevelsen med offentlig trafik bedre for mennesker med nedsat syn og hørelse. 25 ansatte fik lejlighed til at stille spørgsmål til de to informatører, Anders og Nicoline, der begge er døvblinde. Det var bl.a. spørgsmål om, hvordan man som døvblind navigerer på hjemmesiden og finder rundt i de forskellige DSB-apps, på togperronerne og i togene. Informatørerne havde mange gode pointer og observationer, som DSB kan bruge direkte. Fx at skriften på skærmene gerne må være større og med bedre kontrast, at skærmene er placeret for højt, og at de gule forhøjede pletter, som markerer perronens kant kan forveksles med ledelinjer, hvilket kan give farlige situationer.

 

TEKSTBOKS:

Pas på dig selv i samarbejde med andre

FRIVILLIGKURSUS. I oktober var DøvBlinde-Teamets faste stab af rådgivere, informatører, erfaledere og kursusledere på fælles kursus med temaet: Pas på dig selv i samarbejde med andre.

En oplægsholder fra Center for Socialt Frivilligt Arbejde fortalte om rummelighed i det frivillige fællesskab. Her drøftedes bl.a. håndteringen af fejl, frivilliges behov for anerkendelse, rummelighed over for hinanden, og hvad der kan opstå, når forskellige holdninger mødes, fx i forbindelse med forandringer. Der blev også øvet haptiske signaler, spillet spil og hygget med fodbad, massage og strikning.

Dag 2 begyndte med meditationsvandring i sansehaven rundt om Fuglsangcentret med fokus på vejrtrækning, dufte og at mærke underlaget. Herefter var der workshops om motivation, styrkefokus og mindfulness. Deltagerne fik forskellige værktøjer med i rygsækken, som de kan omsætte til det frivillige arbejde i FDDB. På kursets sidste dag definerede de frivillige i fællesskab 5 kerneudsagn om fremtidens frivillighed i FDDB:

 

1.    Man skal have erkendt sin døvblindhed – det er en forudsætning for at være frivillig

2.    Anerkendelse er vigtigt – både fra sekretariatet, medlemmerne og de frivillige imellem

3.    Fællesskab, samarbejde og støtte er vigtigt – ingen skal føle sig alene i arbejdet som frivillig

4.    Vi skal passe på os selv – hvis ikke vi kan passe på os selv som frivillige, kan vi ikke hjælpe andre

5.    Der skal være plads til både fejl og udvikling

 

Næste frivilligkursus holdes i 2025.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

Haptiske signaler: ”Nu ved jeg, når nogen smiler til mig”

 

Illustration: Foto fra kursus i haptiske signaler hvor deltager modtager signal på overarmen fra sin kontaktperson samt signal fra underviseren på ryggen. Han smiler.  

 

”Haptiske signaler er geniale – nu ved jeg, når nogen smiler til mig. Når der tegnes en glad bue på min ryg, kan jeg mærke glæden brede sig, og så smiler jeg selvfølgelig igen. Det gør en kæmpe forskel for mig” Citat, kursusdeltager

 

Det kan godt lyde uoverskueligt: Der findes 139 haptiske signaler. 139 signaler som kan bruges til at beskrive noget i omgivelserne. Farver, hvor folk sidder, hvor maden er placeret på tallerkenen, og om den man taler med ser fx glad eller vred ud. Men noget af det mest geniale ved haptiske signaler er, at man selv bestemmer, hvor mange og hvilke man har lyst til at bruge. Haptiske signaler er et tag-selv-bord af muligheder.

Signalerne, som bruges til synsbeskrivelse, gives diskret på ryggen, skulderen eller overarmen. Dermed kan døvblinde følge med i, hvad der foregår i omgivelserne, uden at blive afbrudt i en samtale.  Faktisk kan haptiske signaler gives samtidig med, at der tales eller laves tegnsprog, og døvblinde kan dermed få viden om, hvad der sker, samtidig med at det sker. 

Nogle har lyst til at lære alle signalerne, mens andre kun ønsker at bruge fx fem, som udvælges i tæt samarbejde med kontaktperson, tolk eller pårørende. De mest populære signaler er:

SMIL – KAFFE - KAGE - GÅR - TOILET

 

FAKTABOKS

En lang udvikling

FDDB har i snart 25 år været med til at udvikle og udbrede brugen af haptiske signaler i Danmark.

Haptisk kommunikation bruges som et supplement til tegnsprog, taktilt tegnsprog eller tale og kan tilpasses individuelt med egne signaler. FDDB holder hvert år kursus eller temadage, hvor medlemmerne lærer at bruge haptiske signaler.

 

FAKTABOKS

De 139 signaler er beskrevet i bogen: 139 nye og kendte signaler (2018) og i en app ved navn Haptiske signaler, som kan downloades gratis til Android og Apple.

Find både bog og app på www.fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

Fundraising og PR

 

Vi kan ikke kæmpe alene, men har brug for al den støtte, vi kan få. Vi har gennem troværdigt samarbejde opbygget en god kontakt med fonde, erhverv og private bidragsydere og har i 2022

sat ekstra fokus på synlighed omkring vores arbejde til gavn for både fundraising, medlemstallet og vores politiske slagkraft. Det har vi gjort i annoncer samt produkter med synligt logo og deltagelse i events, hvor medlemmerne har båret gule veste med teksten DØVBLIND og logo.

 

Kampagner til private bidragsydere

I 2022 er der udsendt fire brevkampagner til foreningens private bidragsydere.

 

Årets julehjerte

I 2022 havde årets håndflettede julehjerte et lille brunt egern som motiv. Julehjertet blev udsendt til bidragsydere og blev annonceret på Facebook, på FDDBs hjemmeside, i Kristeligt Dagblads julemagasin, i Jysk-Fynske Mediers Julegave-magasin og på klikbare bannerreklamer på nettet. Julehjertet blev sideløbende sendt til alle, der indbetalte et valgfrit bidrag.

 

Støtte fra fonde og private

Uden den støtte vi modtager fra fonde og private ville FDDB ikke kunne række ud til vores mange medlemmer og tilbyde det frirum, som vi gør i form af netværk, aktiviteter, kurser og fornyet livsglæde. Alle indsamlede midler går ubeskåret til indsatser for døvblinde i Danmark.

 

Tak for al støtte

Tusind tak til alle jer, private, erhverv og fonde, der støtter vores arbejde for døvblinde i Danmark! På FDDBs mange kurser har vores medlemmer stort udbytte af at deltage sammen med andre døvblinde. Her lærer man af hinandens erfaringer, spejler sig i hinanden og deler succeser såvel som frustrationer med nogen, der forstår ens udfordringer til bunds. Det er uvurderligt.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

FDDB er med i Solsikkeprogrammet

 

Illustration: Stor grafisk tegning af solsikkeblomst samt foto af to solsikkesnore. Den ene snor har et kort, hvorpå der står: Jeg har et usynligt handicap. Den anden har et kort med teksten: Jeg er døvblind

 

I midten af 2022 tilsluttede FDDB sig officielt SOLSIKKEPROGRAMMET, som står bag den populære solsikkesnor. Med snoren om halsen signalerer man til omverdenen, at man har et usynligt handicap og gerne vil mødes med tålmodighed og lidt ekstra opmærksomhed. 

Solsikkeprogrammet bliver stadig mere og mere udbredt. Både lufthavne, supermarkeder, forlystelsesparker og mange andre steder har officielt tilsluttet sig, hvilket betyder, at deres personale er klar til at yde lidt ekstra, når de ser én med snoren om halsen.

FDDB sælger snor og individuelle kort til medlemmerne med et selvvalgt budskab. Fx kan det være praktisk at skrive, at man bruger tegnsprog eller har brug for tydelig tale. Det kan gøre kommunikationen lettere.

Læs mere på www.fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 


FDDBs 35 års jubilæum: ”Jeg ville ikke bytte foreningen ud med noget andet”

 

Illustration: FDDBs medlemmer samlet i lobbyen i Handicaporganisationerns Hus. Der tegnsprogstolkes taktilt for en dame forrest i billedet.

 

Helen Kellers fødselsdag 27. juni er den symbolske dato for FDDBs stiftelse. Vi er tilbage i 1987.

På årsdagen i 2022 kunne medlemmerne mødes og fejre foreningens 35 års jubilæum ved et Åbent Hus i Handicaporganisationernes Hus. Over 80 medlemmer deltog og fik en hyggelig dag i hinandens selskab.

Der var gensynsglæde, taler, blomster og god mad og kage til alle. Dagen blev brugt til at se tilbage på de mange milepæle, der er opnået i foreningens tid, men også til at sætte fokus på, hvad der stadig kan gøres for at skabe forbedring i døvblindes liv og hverdag. Især var der fokus på de kommunikationsformer, der kan gøre hverdagen lettere, og som FDDB er med til at udvikle og udbrede blandt medlemmerne.

Punktskrift er en af de kommunikationsformer, der har været kendt og anerkendt over hele verden i snart 200 år. Kombinationer af de seks følbare punkter har givet blinde og døvblinde mulighed for at uddanne sig og tilegne sig viden, også inden den digitale alder med oplæsning og voice-over. I en punktskriftcafe kunne medlemmerne på dagen føle på typer af punkt-afmærkninger, som kan gøre det lettere fx at færdes i køkkenet og lave mad.

Haptiske signaler, som FDDB selv har udviklet inden for de seneste 25 år, har ændret den måde, døvblinde kan få synsbeskrivelse på. I en cafe på Åbent Hus kunne man afprøve signaler til brug på restaurant, ved en stand fortalte FDDBs rådgivere om foreningens kernetilbud til medlemmerne, mens bestyrelsen havde en stand om det politiske arbejde.  

Citat medlem, 65 år:

”Det har været en rigtig dejlig dag. Da jeg meldte mig ind, havde jeg ikke regnet med, at FDDB ville komme til at betyde så meget for mig. Det er guld værd at komme her og mødes med andre døvblinde. Vi har mere til fælles, end man lige skulle tro, og det betyder alt. Nej, jeg ville ikke bytte foreningen ud med noget andet”.

Med sig hjem som minde om dagen fik medlemmerne hver et krus. Et keramikkrus med blå symbolske punkter. Et robust et, som er rart at have i hånden. 

 

TEKSTBOKS:

I 1987 så livet helt anderledes ud for døvblinde, end det gør i dag. FDDB havde fra starten 28 medlemmer, de fleste tegnsprogsbrugere. Den nye forenings primære formål var at bryde døvblindes isolation og arbejde politisk for at sikre tolkning til døvblinde. I 1990 opnåede FDDB en af sine største sejre, da døvblindes ret til kontaktperson blev vedtaget af Folketinget.

 

Illustration: To ældre døvblinde damer sludrer siddende på hver deres rollator  

 

Tilbage til indholdsfortegnelse


 

Medier og kommunikation

 

Illustration: Grafisk udgave af FDDBs nyhedsbrev samt logo for de sociale medier: facebook, twitter og LinkedIn

 

Medlemsnyt

Medlemsnyt er medlemmernes eget blad, som udkommer 12 gange om året på tryk, lyd, punkt og mail. Man kan vælge at få bladet på mail, selvom man også får det i en anden version. Støttemedlemmer, kontaktpersoner, pårørende og fagfolk kan også få bladet på mail.

 

FAKTABOKS:

Medlemsnyt læsere

Tryk: 365 læsere

Mail: 205 læsere

Punkt: 16 læsere

Lyd: 98 læsere

 

www.fddb.dk

…er Foreningen Danske DøvBlindes digitale samlingspunkt for medlemmerne og en kilde til faglig viden om døvblindhed og døvblindes kommunikation. Her kan man altid finde nyheder samt info om fx tegnsprog og døvblindes rettigheder. Via kalenderen kan medlemmerne melde sig til arrangementer som kurser, udflugter og temadage.

 

Nyhedsbreve

FDDB udsender 4-6 nyhedsbreve om året i to udgaver.

Nyhedsbrev med grafik og billeder: 471 modtagere

Nyhedsbrev ren tekst: 105 modtagere

 

Ideksy

Ideksy er et webbaseret tekstforum for døvblinde, hvor der udveksles information i nyhedsgrupper. Der oprettes løbende grupper efter behov og relevans. Medlemmerne er selv med til at lægge indhold op. Bl.a. udveksles der nyheder inden for emner som:

- Til og fra FDDB

- Arrangementer i FDDB

- Hjælpemidler

- Tolkning

- Sport

- Naturvidenskab

Og mange flere…

 

Tekst-tv

På DRs Tekst-tv side 738 kan man finde kort omtale af et udvalg af FDDBs arrangementer.

 

Infomails om corona

I løbet af året er der udsendt fire infomails vedr. retningslinjer i forhold til corona.

 

Facebook

Profil: ’Foreningen Danske Døvblinde’

… er FDDBs officielle Facebook-side

Følgere: 616

Synes godt om: 543

 

Gruppe: ’Medlemmer af FDDB’ 

.. er en lukket Facebook-gruppe kun for medlemmer af FDDB

Medlemmer i gruppen: 90

Du kan anmode om medlemskab af gruppen ved tryk på knappen ’Bliv medlem af gruppen’. Herefter vil FDDB-rådgiverne, som administrerer gruppen, godkende dig og lukke dig ind.

 

 Formandsprofil: ’Jackie Lehmann Hansen - formand i FDDB’

… er formandens egen side på Facebook, hvor man kan følge Jackies tanker og personlige oplevelser som formand

Følgere: 592

Synes godt om: 547

 

Andre sociale medier

Formanden kan følges på Twitter og LinkedIn.

Søg efter ’Jackie Lehmann Hansen’.

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 

 


 

Formanden ser fremad

 

Illustration: Portræt af Jackie Lehmann Hansen med sin hvide stok i lobbyen i Handicaporganisationernes Hus foran en maleriudstilling

 

Undersøgelse af rehabiliteringstilbuddet til døvblinde

I 2023 tager vi konkrete skridt til en spørgeskemaundersøgelse hos vores medlemmer, da vi ønsker at indsamle viden om, hvordan man mødes i systemet som døvblind, og hvilke rehabiliteringstiltag man med en progredierende syns- hørenedsættelse får tilbudt. Fonde er ansøgt til ansættelse af en projektleder som skal stå for undersøgelsen.

 

Ny regering og nyt folketing  

Den nye politiske situation og flertalsregering over midten samt en masse nye folkevalgte betyder, at FDDB vil invitere sig på kaffemøder med de mange nye ordførere. Det politiske lobbyarbejde kræver tid, kræfter og energi, men vi tror på, at det er godt givet ud. Der er fortsat brug for at oplyse om døvblindhed som et selvstændigt handicap med vores behov og ønsker til et selvstændigt liv.

 

Kontaktpersoner til døvblinde § 98

Vi kommer i løbet af 2023 til at undersøge kommunernes finansiering af kontaktpersonordningen § 98. Formålet er at indsamle viden til brug for det videre arbejde vedr. centralisering af området. Vi ved, at der politisk er åbenhed overfor at flytte dele af det specialiserede område ud af kommunerne, herunder også at se på en objektiv finansiering af visse områder.

 

FDDB – en forening for alle

FDDB vil være foreningen, hvor der er plads til alle døvblinde. Både dem der bor langt fra offentlig transport, dem der har forskellige ønsker til samvær og til de døvblinde som måske ikke magter at ses i større forsamlinger. 2023 bliver året hvor vi igen skal mødes til vores traditionsrige Sommer- og Landsmøde. I år mødes vi igen på Hotel Opus, hvor der på Døvblindes Internationale dag 27. juni afholdes valg til Hovedbestyrelsen. Allerede nu ved vi at der bliver kampvalg om mange af pladserne.

Jeg ønsker alle et spændende og udviklende år 2023!

 

Tilbage til indholdsfortegnelse

 


 

Bagside

 

Foreningen Danske DøvBlinde arbejder for bedre forhold for alle med både nedsat syn og hørelse.

Vi hjælper med livsvigtig rådgivning, skaber netværk og slås for døvblindes mærkesager i Danmark.

 

Logo: FDDB

 

Foreningen Danske DøvBlinde (FDDB)

Blekinge Boulevard 2

2630 Taastrup

Tlf. 36 75 20 96

fddb@fddb.dk

 

Læs mere om foreningens arbejde på www.fddb.dk

 

Tilbage til indholdsfortegnelse